Forordningen om digitale tjenester betragtning 31
Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2022/2065, CELEX 32022R2065
Afhængigt af den enkelte medlemsstats retssystem og det pågældende retsområde kan de nationale retslige eller administrative myndigheder, herunder de retshåndhævende myndigheder, pålægge udbydere af formidlingstjenester at gribe ind over for en eller flere specifikke forekomster af ulovligt indhold eller give visse specifikke oplysninger. Der er stor forskel på den nationale lovgivning, som ligger til grund for udstedelsen af sådanne påbud, og påbuddene anvendes i stigende grad i grænseoverskridende situationer. For at sikre at disse påbud kan efterkommes på en effektiv måde, navnlig i en grænseoverskridende sammenhæng, uden at krænke tredjemands rettigheder og legitime interesser unødigt, således at de berørte offentlige myndigheder kan udføre deres opgaver og udbyderne ikke pålægges uforholdsmæssige byrder, er det nødvendigt at fastsætte visse betingelser, som disse påbud skal opfylde, og visse supplerende krav vedrørende behandlingen af disse påbud. Derfor bør denne forordning kun harmonisere visse specifikke minimumsbetingelser, som sådanne påbud bør opfylde for at gøre forpligtelsen for udbydere af formidlingstjenester til at underrette de relevante myndigheder om disse påbuds virkninger gældende i overensstemmelse med denne forordning. Denne forordning udgør derfor hverken et retsgrundlag for udstedelse af sådanne påbud og regulerer ikke deres territoriale anvendelsesområde eller grænseoverskridende håndhævelse.
English language version pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2022/2065, CELEX 32022R2065
Depending on the legal system of each Member State and the field of law at issue, national judicial or administrative authorities, including law enforcement authorities, may order providers of intermediary services to act against one or more specific items of illegal content or to provide certain specific information. The national laws on the basis of which such orders are issued differ considerably and the orders are increasingly addressed in cross-border situations. In order to ensure that those orders can be complied with in an effective and efficient manner, in particular in a cross-border context, so that the public authorities concerned can carry out their tasks and the providers are not subject to any disproportionate burdens, without unduly affecting the rights and legitimate interests of any third parties, it is necessary to set certain conditions that those orders should meet and certain complementary requirements relating to the processing of those orders. Consequently, this Regulation should harmonise only certain specific minimum conditions that such orders should fulfil in order to give rise to the obligation of providers of intermediary services to inform the relevant authorities about the effect given to those orders. Therefore, this Regulation does not provide the legal basis for the issuing of such orders, nor does it regulate their territorial scope or cross-border enforcement.