Dataforordningen artikel 29
Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2023/2854, CELEX 32023R2854
Gradvis fjernelse af skiftegebyrer
stk. 1 Fra den 12. januar 2027 må udbydere af databehandlingstjenester ikke pålægge kunder skiftegebyrer for skifteprocessen.
stk. 2 Fra den 11. januar 2024 til den 12. januar 2027 kan udbydere af databehandlingstjenester pålægge kunder nedsatte skiftegebyrer for skifteprocessen.
stk. 3 De nedsatte skiftegebyrer, der er omhandlet i stk. 2, må ikke overstige de omkostninger, som udbydere af databehandlingstjenester afholder, og som er direkte forbundet med den pågældende skifteproces.
stk. 4 Forud for indgåelse af en aftale med en kunde giver udbydere af databehandlingstjenester den potentielle kunde klare oplysninger om de standardtjenestegebyrer og sanktioner for førtidig opsigelse, som kan pålægges, samt om de nedsatte skiftegebyrer, som kan pålægges i den i stk. 2 omhandlede tidsramme.
stk. 5 Hvor det er relevant, giver udbydere af databehandlingstjenester oplysninger til en kunde om databehandlingstjenester, der indebærer et særligt komplekst eller omkostningsfuldt skift, eller for hvilke det er umuligt at skifte uden betydelig indgriben i arkitekturen for data, digitale aktiver eller tjenester.
stk. 6 I givet fald gør udbydere af databehandlingstjenester de i stk. 4 og 5 omhandlede oplysninger offentligt tilgængelige for kunderne via et særligt afsnit på deres websted eller på en anden lettilgængelig måde.
stk. 7 Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 45 for at supplere denne forordning ved at oprette en overvågningsmekanisme, således at Kommissionen kan overvåge skiftegebyrer, der pålægges af udbydere af databehandlingstjenester på markedet, for at sikre, at fjernelsen og nedsættelsen af skiftegebyrer i henhold til nærværende artikels stk. 1 og 2 gennemføres inden for de frister, der er fastsat i disse stykker.