Dataforordningen betragtning 82
Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2023/2854, CELEX 32023R2854
(81) Det generiske begreb »databehandlingstjenester« dækker et betydeligt antal tjenester med en meget bred vifte af forskellige formål, funktionaliteter og tekniske strukturer. Som det almindeligvis forstås af udbydere og brugere og i overensstemmelse med bredt anvendte standarder falder databehandlingstjenester ind under en eller flere af følgende tre modeller for levering af databehandlingstjenester, nemlig Infrastructure-as-a-Service (IaaS), Platform-as-a-Service (PaaS) og Software-as-a-Service (SaaS). Disse modeller for levering af tjenester udgør en specifik færdigpakket kombination af IKT-ressourcer, der tilbydes af en udbyder af databehandlingstjenester. Disse tre grundlæggende modeller for levering af databehandlingstjenester suppleres yderligere med nye variationer, der hver især består af en særskilt kombination af IKT-ressourcer såsom Storage-as-a-Service og Database-as-a-Service. Databehandlingstjenester kan kategoriseres mere detaljeret og opdeles i en ikkeudtømmende liste af sæt af databehandlingstjenester, der har det samme primære mål og de samme hovedfunktionaliteter samt den samme type databehandlingsmodeller, som ikke har at gøre med tjenestens operationelle karakteristika (samme tjenestetype). Tjenester, der falder ind under den samme tjenestetype, kan have den samme model for levering af databehandlingstjenester, men to databaser kan synes at have det samme primære formål, men efter betragtning af deres databehandlingsmodel, distributionsmodel og de brugstilfælde, de er rettet mod, kan sådanne databaser falde ind under en mere detaljeret underkategori af lignende tjenester. Tjenester af samme tjenestetype kan have forskellige og konkurrerende karakteristika såsom ydeevne, sikkerhed, modstandsdygtighed og tjenestekvalitet.