Dataforordningen betragtning 81
Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2023/2854, CELEX 32023R2854
(80) Databehandlingstjenester bør omfatte tjenester, der giver mulighed for alment tilgængelig on demand-netværksadgang til en konfigurerbar, skalerbar og elastisk fælles pulje af distribuerede databehandlingsressourcer. Disse databehandlingsressourcer omfatter ressourcer såsom netværk, servere eller anden virtuel eller fysisk infrastruktur, software, herunder softwareudviklingsværktøjer, lagring, applikationer og tjenester. Den mulighed, som kunden af databehandlingstjenesten har for ensidigt selvforsynende databehandlingskapacitet, f.eks. servertid eller netlagring, uden nogen menneskelig interaktion fra udbyderen af databehandlingstjenestens side, kan beskrives som noget, der kræver minimal administration og indebærer minimal interaktion mellem udbyder og kunde. Udtrykket »alment tilgængelig« anvendes til at beskrive den databehandlingskapacitet, der leveres over nettet og tilgås gennem mekanismer, der fremmer brugen af heterogene tynde eller tykke klientplatforme (herunder webbrowsere, mobilenheder og arbejdsstationer). Udtrykket »skalerbar« henviser til databehandlingsressourcer, der fordeles fleksibelt af udbyderen af databehandlingstjenester, uanset ressourcernes geografiske placering, med henblik på at håndtere udsving i efterspørgslen. Udtrykket »elastisk « bruges til at beskrive de databehandlingsressourcer, der tilvejebringes og stilles til rådighed alt efter efterspørgslen for hurtigt at øge eller mindske de tilgængelige ressourcer alt efter arbejdsbelastningen. Udtrykket »fælles pulje« bruges til at beskrive de databehandlingsressourcer, der leveres til flere brugere, som deler en fælles adgang til tjenesten, men hvor databehandlingen foretages særskilt for hver bruger, selv om tjenesten leveres fra samme elektroniske udstyr. Udtrykket »distribueret« anvendes til at beskrive de databehandlingsressourcer, der befinder sig på forskellige netforbundne computere eller enheder, og som kommunikerer og koordinerer indbyrdes ved at sende meddelelser. Udtrykket »stærkt distribueret« anvendes til at beskrive databehandlingstjenester, der indebærer databehandling tættere på det sted, hvor data genereres eller indsamles, f.eks. i en tilsluttet databehandlingsenhed. Edgecomputing, som er en form for stærkt distribueret databehandling, forventes at skabe nye forretningsmodeller og modeller for levering af cloudtjenester, som bør være åbne og interoperable fra starten.