Dataforordningen betragtning 77

Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2023/2854, CELEX 32023R2854

(76) Den offentlige myndighed, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller et EU-organ bør være berettiget til at dele de efter anmodning opnåede data med andre enheder eller personer, når dette er nødvendigt for at udføre videnskabelige forsknings- eller analyseaktiviteter, som den eller det ikke selv kan udføre, forudsat at disse aktiviteter er forenelige med det formål, hvortil der er anmodet om data. Den eller det bør rettidigt underrette dataindehaveren om en sådan deling. Sådanne data kan under de samme omstændigheder også deles med de nationale statistiske kontorer og Eurostat med henblik på udvikling, udarbejdelse og formidling af officielle statistikker. Sådanne forskningsaktiviteter bør dog være forenelige med det formål, hvortil der blev anmodet om data, og dataindehaveren bør underrettes om den videre deling af de data, vedkommende har leveret. Personer, der udfører forskning, eller forskningsinstitutioner, som disse data deles med, bør handle enten uden fortjeneste for øje eller med henblik på at opfylde en almennyttig opgave, der anerkendes af staten. Institutioner bør ikke betragtes som forskningsinstitutioner inden for rammerne af denne forordning, når kommercielle foretagender på grund af strukturelle forhold har en væsentlig indflydelse på dem, der gør det muligt for sådanne foretagender at udøve kontrol, idet dette kan medføre privilegeret adgang til forskningsresultater.

Questions about Dataforordningen betragtning 77? Ask — answers come only from the text, with every claim marked.