Dataforordningen betragtning 78
Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2023/2854, CELEX 32023R2854
(77) For at håndtere en grænseoverskridende offentlig nødsituation eller et andet ekstraordinært behov kan dataanmodninger rettes til dataindehavere i andre medlemsstater end den anmodende offentlige myndigheds medlemsstat. I så fald bør den anmodende offentlige myndighed underrette den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor dataindehaveren er baseret, således at den kan behandle anmodningen på grundlag af de kriterier, der er fastsat i denne forordning. Det samme bør gælde anmodninger fra Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller et EU-organ. Hvis der anmodes om personoplysninger, bør den offentlige myndighed underrette det tilsynsorgan, der er ansvarlig for at føre tilsyn med anvendelsen af forordning (EU) 2016/679 i den medlemsstat, hvor den offentlig myndighed er etableret. Den berørte kompetente myndighed bør have ret til at råde den offentlige myndighed, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller EU-organet til at samarbejde med den offentlige myndighed i den medlemsstat, hvor dataindehaveren er etableret, om behovet for at sikre en minimeret administrativ byrde for dataindehaveren. Når den kompetente myndighed har begrundede indsigelser, hvad angår anmodningens efterlevelse af nærværende forordning, bør den afvise anmodningen fra den offentlige myndighed, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller EU-organet, som bør tage disse indsigelser i betragtning, inden yderligere tiltag træffes, herunder genindsendelse af anmodningen.