NIS 2-direktivet artikel 29

Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 3 Direktiv (EU) 2022/2555, CELEX 32022L2555

Ordninger for udveksling af cybersikkerhedsoplysninger

stk. 1 Medlemsstaterne sikrer, at enheder, der er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, og, hvor det er relevant, andre enheder, der ikke er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, på frivillig basis er i stand til at udveksle relevante cybersikkerhedsoplysninger indbyrdes, herunder oplysninger om cybertrusler, nærvedhændelser, sårbarheder, teknikker og procedurer, kompromitteringsindikatorer, fjendtlige taktikker, specifikke oplysninger vedrørende trusselsaktører, cybersikkerhedsadvarsler og anbefalinger vedrørende konfiguration af cybersikkerhedsværktøjer til opdagelse af cyberangreb, hvor sådan udveksling af oplysninger: a) har til formål at forebygge, opdage, reagere på eller reetablere sig efter hændelser eller afbøde deres virkninger b) øger cybersikkerhedsniveauet, navnlig ved at øge bevidstheden om cybertrusler, begrænse eller hindre sådanne truslers evne til at sprede sig, støtte en række forsvarskapaciteter, afhjælpe og offentliggøre sårbarheder, teknikker til opdagelse, begrænsning og forebyggelse af trusler, afbødningsstrategier eller indsats- og genopretningsfaser eller fremme samarbejde mellem offentlige og private enheder om forskning i trusler.

stk. 2 Medlemsstaterne sikrer, at udvekslingen af oplysninger finder sted inden for fællesskaber af væsentlige og vigtige enheder og, hvor det er relevant, deres leverandører eller tjenesteudbydere. En sådan udveksling skal gennemføres ved hjælp af ordninger for udveksling af cybersikkerhedsoplysninger for så vidt angår den potentielt følsomme karakter af de udvekslede oplysninger.

stk. 3 Medlemsstaterne fremmer etableringen af ordninger for udveksling af cybersikkerhedsoplysninger, der er omhandlet i denne artikels stk. 2. Sådanne ordninger kan specificere operationelle elementer, herunder brugen af særlige IKT-platforme og automatiseringsværktøjer, i, indholdet af og betingelserne for ordningerne for udveksling af oplysninger. Ved fastlæggelsen af de nærmere bestemmelser om inddragelse af offentlige myndigheder i sådanne ordninger kan medlemsstaterne indføre betingelser for de oplysninger, som de kompetente myndigheder eller CSIRT'erne stiller til rådighed. Medlemsstaterne yder bistand til anvendelsen af sådanne ordninger i overensstemmelse med deres politikker, der er omhandlet i artikel 7, stk. 2, litra h).

stk. 4 Medlemsstaterne sikrer, at væsentlige og vigtige enheder underretter de kompetente myndigheder om deres deltagelse i de i stk. 2 omhandlede ordninger for udveksling af cybersikkerhedsoplysninger, når de indtræder i sådanne ordninger, eller, i givet faldt, om deres udtræden af sådanne ordninger, når denne udtræden træder i kraft.

stk. 5 ENISA yder bistand til oprettelsen af ordninger for udveksling af cybersikkerhedsoplysninger, der er omhandlet i stk. 2, ved at udveksle bedste praksis og give vejledning.

Questions about NIS 2-direktivet artikel 29? Ask — answers come only from the text, with every claim marked.