NIS 2-direktivet artikel 28
Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 3 Direktiv (EU) 2022/2555, CELEX 32022L2555
Database over domænenavnsregistreringsdata
stk. 1 Med henblik på at bidrage til DNS' sikkerhed, stabilitet og modstandsdygtighed pålægger medlemsstaterne topdomænenavneadministratorer og enheder, der leverer domænenavnsregistreringstjenester, med rettidig omhu at indsamle og vedligeholde nøjagtige og fuldstændige domænenavnsregistreringsdata i en særlig database i overensstemmelse med EU-databeskyttelsesretten for så vidt angår personoplysninger.
stk. 2 Med henblik på stk. 1 stiller medlemsstaterne krav om, at databasen over domænenavnsregistreringsdata indeholder de fornødne oplysninger til at identificere og kontakte indehaverne af domænenavne og de kontaktpunkter, der forvalter domænenavne under topdomæner. Sådanne oplysninger omfatter: a) domænenavnet b) registreringsdatoen c) registrantens navn, kontakt-e-mailadresse og telefonnummer d) kontakt-e-mailadresse og telefonnummer på det kontaktpunkt, der administrerer domænenavnet, i det tilfælde at de er forskellige fra registrantens.
stk. 3 Medlemsstaterne stiller krav om, at topdomænenavneadministratorerne og de enheder, der leverer domænenavnsregistreringstjenester, har indført politikker og procedurer, herunder verifikationsprocedurer, for at sikre, at de i stk. 1 omhandlede databaser indeholder nøjagtige og fuldstændige oplysninger. Medlemsstaterne kræver, at sådanne politikker og procedurer gøres offentligt tilgængelige.
stk. 4 Medlemsstaterne pålægger topdomænenavneadministratorerne og de enheder, der leverer domænenavnsregistreringstjenester, uden unødigt ophold efter registreringen af et domænenavn at gøre domænenavnsregistreringsdata, som ikke er personoplysninger, offentligt tilgængelige.
stk. 5 Medlemsstaterne pålægger topdomænenavneadministratorerne og de enheder, der udbyder domænenavnsregistreringstjenester, at give adgang til specifikke domænenavnsregistreringsdata efter lovlige og behørigt begrundede anmodninger fra legitime adgangssøgende i overensstemmelse med EU-databeskyttelsesretten. Medlemsstaterne pålægger topdomænenavneadministratorerne og de enheder, der udbyder domænenavnsregistreringstjenester, at besvare anmodninger om adgang uden unødigt ophold og under alle omstændigheder inden for 72 timer efter modtagelse af anmodninger. Medlemsstaterne skal kræve, at sådanne politikker og procedurer gøres offentligt tilgængelige.
stk. 6 Overholdelse af de forpligtelser, der er fastsat i stk. 1-5, må ikke føre til en gentagelse af indsamlingen af domænenavnsregistreringsdata. Med henblik herpå pålægger medlemsstaterne topdomænenavneadministratorer og enheder, der leverer domænenavnsregistreringstjenester, at samarbejde med hinanden.