Plantesundhedsforordningen artikel 23
Dansk sprogudgave pr. 2026-10-28 tier 2 Forordning (EU) 2016/2031, konsolideret tekst pr. 06.07.2026, CELEX 02016R2031-20260706
Flerårige undersøgelsesprogrammer og indsamling af oplysninger
stk. 1 Medlemsstaterne udarbejder flerårige undersøgelsesprogrammer med fastlæggelse af indholdet af de undersøgelser, der skal foretages i henhold til artikel 22. Programmerne skal omfatte indsamling og registrering af det videnskabelige og tekniske materiale og andre oplysninger som omhandlet i artikel 22, stk. 2, andet afsnit. De flerårige undersøgelsesprogrammer skal indeholde følgende elementer i overensstemmelse med artikel 22, stk. 2: a) det specifikke mål for hver enkelt undersøgelse b) undersøgelsens omfang for så vidt angår det berørte område og omhandlede tidsperiode samt de skadegørere, planter og varer, som undersøgelsen vedrører c) undersøgelsesmetoder og kvalitetsstyring, herunder en beskrivelse af procedurerne for visuel undersøgelse, prøveudtagning og test og den tilhørende tekniske dokumentation d) tidspunkterne for og hyppigheden og antallet af planlagte visuelle undersøgelser, prøver og test og e) metoder til registrering og rapportering af de indsamlede oplysninger. De flerårige undersøgelsesprogrammer fastsættes for en periode på fem til ti år. Disse programmer revideres og ajourføres på grundlag af de gældende regler og den plantesundhedsmæssige situation i det berørte område.
stk. 2 Efter anmodning fra Kommissionen anmelder medlemsstaterne deres flerårige undersøgelsesprogrammer til Kommissionen og de øvrige medlemsstater. Disse anmeldelser indgives via det i artikel 103 omhandlede elektroniske anmeldelsessystem.
stk. 3 Kommissionen kan vedtage gennemførelsesretsakter om fastlæggelse af formatet for flerårige undersøgelsesprogrammer og de praktiske ordninger for anvendelse af elementerne i stk. 1 på de specifikke skadegørerrisici. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 107, stk. 2.