Løntransparensdirektivet artikel 4
Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 3 Direktiv (EU) 2023/970, CELEX 32023L0970
Samme arbejde og arbejde af samme værdi
stk. 1 Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at arbejdsgiverne har lønstrukturer, der sikrer lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi.
stk. 2 Medlemsstaterne træffer i samråd med ligebehandlingsorganerne de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at analytiske værktøjer eller metoder stilles til rådighed og er let tilgængelige til at støtte og vejlede ved vurderingen og sammenligningen af arbejdets værdi i overensstemmelse med kriterierne i denne artikel. Disse værktøjer eller metoder skal give arbejdsgiverne og/eller arbejdsmarkedets parter mulighed for let at etablere og anvende kønsneutrale jobevaluerings- og jobklassifikationssystemer, der udelukker enhver lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn.
stk. 3 Kommissionen kan, hvor det er relevant, ajourføre EU-dækkende retningslinjer vedrørende kønsneutrale jobevaluerings- og jobklassifikationssystemer i samråd med Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder (EIGE).
stk. 4 Lønstrukturerne skal være af en sådan beskaffenhed, at det er muligt at vurdere, om arbejdstagere befinder sig i en sammenlignelig situation med hensyn til arbejdets værdi på grundlag af objektive, kønsneutrale kriterier, der er aftalt med arbejdstagerrepræsentanter, hvis sådanne findes. Disse kriterier må hverken direkte eller indirekte baseres på arbejdstagernes køn. De skal omfatte færdigheder, indsats, ansvar og arbejdsvilkår og, hvis det er relevant, eventuelle andre faktorer, der er relevante for det specifikke job eller den specifikke stilling. De skal anvendes på en objektiv kønsneutral måde, der udelukker enhver form for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Navnlig må relevante bløde færdigheder ikke undervurderes.