Dataforordningen betragtning 70

Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2023/2854, CELEX 32023R2854

(69) I overensstemmelse med artikel 6, stk. 1 og 3, i forordning (EU) 2016/679 er en forholdsmæssig, begrænset og forudsigelig ramme på EU-plan nødvendig ved fastsættelsen af retsgrundlaget for, at dataindehavere i tilfælde, hvor der er et ekstraordinært behov, kan stille data til rådighed for offentlige myndigheder, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller EU-organer, både for at sikre retssikkerhed og for at minimere de administrative byrder, der pålægges virksomhederne. Med henblik herpå bør dataanmodninger fra offentlige myndigheder, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller EU-organer til dataindehavere være specifikke, gennemsigtige og forholdsmæssige i omfang og detaljeringsgrad. Formålet med anmodningen og den påtænkte anvendelse af de data, der anmodes om, bør være konkret og tydeligt forklaret, samtidig med at den anmodende enhed gives tilstrækkelig fleksibilitet til at udføre sine specifikke opgaver i offentlighedens interesse. Anmodningen bør også respektere de legitime interesser hos den dataindehaver, som anmodningen rettes til. Byrden for dataindehaverne bør minimeres ved at forpligte de anmodende enheder til at overholde engangsprincippet, hvilket forhindrer, at de samme data rekvireres flere gange af flere offentlige myndigheder eller Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller EU-organer. For at sikre gennemsigtighed bør dataanmodninger fremsat af Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller EU-organer offentliggøres uden unødigt ophold af den enhed, der anmoder om dataene. Den Europæiske Centralbank og EU-organer bør oplyse Kommissionen om deres anmodninger. Hvis dataanmodningen fremsættes af en offentlig myndighed, bør denne myndighed også underrette datakoordinatoren i den medlemsstat, hvor den offentlige myndighed er etableret. Der bør sikres offentlig onlineadgang til alle anmodninger. Efter modtagelsen af en underretning om en dataanmodning kan den kompetente myndighed beslutte at vurdere anmodningens lovlighed og udøve sine funktioner i forbindelse med håndhævelsen og anvendelsen af denne forordning. Datakoordinatoren bør sikre, at alle anmodninger fremsat af offentlige myndigheder er offentligt tilgængelige online.

Questions about Dataforordningen betragtning 70? Ask — answers come only from the text, with every claim marked.