Dataforordningen betragtning 41
Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2023/2854, CELEX 32023R2854
(40) Opstartsvirksomheder, små virksomheder, virksomheder, der er mellemstore virksomheder i henhold til artikel 2 i bilaget til henstilling 2003/361/EF, og virksomheder fra traditionelle sektorer med mindre udviklet digital kapacitet har svært ved at få adgang til relevante data. Denne forordning har til formål at lette adgangen til data for disse enheder, samtidig med at de tilsvarende forpligtelser er så forholdsmæssige som muligt for at undgå overdreven regulering. Samtidig er der dukket et lille antal meget store virksomheder op, som har opnået betydelig økonomisk magt i den digitale økonomi gennem akkumulering og aggregering af enorme mængder data, og som har den teknologiske infrastruktur til at udnytte dataene kommercielt. Disse meget store virksomheder omfatter virksomheder, der udbyder centrale platformstjenester, som kontrollerer hele platformsøkosystemer i den digitale økonomi, og som eksisterende eller nye markedsaktører ikke er i stand til at udfordre eller konkurrere med. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/1925 ( 26 ) har til formål at afhjælpe disse ineffektiviteter og ubalancer ved at give Kommissionen mulighed for at udpege en virksomhed som en »gatekeeper« og pålægge sådanne gatekeepere en række forpligtelser, bl.a. et forbud mod at kombinere visse data uden samtykke og en forpligtelse til at sikre en effektiv ret til dataportabilitet i overensstemmelse med artikel 20 i forordning (EU) 2016/679. I overensstemmelse med forordning (EU) 2022/1925 og i betragtning af disse virksomheders enestående evne til at erhverve data er det ikke nødvendigt for at nå målet med nærværende forordning at lade retten til dataadgang omfatte gatekeepere, og det ville derfor være uforholdsmæssigt for de dataindehavere, der er underlagt sådanne forpligtelser. En sådan medtagelse vil sandsynligvis også begrænse fordelene ved nærværende forordning for SMV'er i forbindelse med en retfærdig fordeling af dataværdien på tværs af markedsaktørerne. Det betyder, at en virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, og som er udpeget som gatekeeper, ikke kan anmode om eller få adgang til brugerdata, der er genereret ved brug af et forbundet produkt eller en relateret tjeneste eller genereret af en virtuel assistent i henhold til nærværende forordning. Ydermere må tredjeparter, for hvem der er stillet data til rådighed efter anmodning fra brugeren, ikke stille dataene til rådighed for en gatekeeper. F.eks. må tredjeparten ikke give tjenesteleveringen i underentreprise til en gatekeeper. Dette forhindrer dog ikke tredjeparten i at anvende databehandlingstjenester, der udbydes af en gatekeeper. Det forhindrer heller ikke disse virksomheder i at opnå og anvende de samme data på andre lovlige måder. Adgangsrettighederne i nærværende forordning bidrager til et større udvalg af tjenester for forbrugerne. Da frivillige aftaler mellem gatekeepere og dataindehavere ikke berøres, vil begrænsningen af at give gatekeepere adgang ikke udelukke dem fra markedet eller forhindre dem i at udbyde deres tjenester.