Dataforordningen betragtning 101

Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2023/2854, CELEX 32023R2854

(100) Åbne interoperabilitetsspecifikationer og -standarder, der er udviklet i overensstemmelse med bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1025/2012 ( 33 ) inden for interoperabilitet og portabilitet, forventes at muliggøre et cloudmiljø med flere leverandører, hvilket er et centralt krav til åben innovation i den europæiske dataøkonomi. Da markedsudbredelsen af identificerede standarder under initiativet vedrørende koordinering af cloudstandardisering (CSC), der blev afsluttet i 2016, har været begrænset, er det også nødvendigt, at Kommissionen forlader sig på parterne på markedet med hensyn til at udvikle relevante åbne interoperabilitetsspecifikationer for at holde trit med den hurtige teknologiske udvikling i denne industri. Sådanne åbne interoperabilitetsspecifikationer kan derefter vedtages af Kommissionen i form af fælles specifikationer. Hvis markedsdrevne processer ikke har været tilstrækkelige til at muliggøre fastsættelsen af fælles specifikationer eller standarder, der fremmer effektiv cloudinteroperabilitet på PaaS- og SaaS-niveau, bør Kommissionen på grundlag af denne forordning og i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1025/2012 endvidere kunne anmode europæiske standardiseringsorganer om at udvikle sådanne standarder for specifikke tjenestetyper, hvor sådanne standarder endnu ikke findes. Derudover vil Kommissionen tilskynde markedsaktørerne til at udvikle relevante åbne interoperabilitetsspecifikationer. Efter høring af de interesserede parter bør Kommissionen ved hjælp af gennemførelsesretsakter kunne fastsætte brugen af harmoniserede standarder for interoperabilitet eller fælles specifikationer for specifikke tjenestetyper gennem en reference i et centralt EU-standardiseringsregister for databehandlingstjenesters interoperabilitet. Udbydere af databehandlingstjenester bør sikre kompatibilitet med disse harmoniserede standarder og fælles specifikationer på grundlag af åbne interoperabilitetsspecifikationer, hvilket ikke bør påvirke datasikkerheden eller -integriteten negativt. Der vil kun blive refereret til harmoniserede standarder for interoperabiliteten af databehandlingstjenester og fælles specifikationer på grundlag af åbne interoperabilitetsspecifikationer, hvis de er i overensstemmelse med kriterierne i denne forordning, som har samme betydning som kravene i bilag II til forordning (EU) nr. 1025/2012 og de interoperabilitetsfacetter, der er defineret i den internationale standard ISO/IEC 19941:2017. Desuden bør standardiseringen tage hensyn til SMV'ers behov.

Questions about Dataforordningen betragtning 101? Ask — answers come only from the text, with every claim marked.