Forordningen om digitale tjenester betragtning 96
Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2022/2065, CELEX 32022R2065
For behørigt at kunne overvåge og vurdere, at meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner overholder de forpligtelser, der er fastsat i denne forordning, kan koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet eller Kommissionen kræve adgang til eller rapportering af specifikke oplysninger, herunder data vedrørende algoritmer. Et sådant krav kan f.eks. omfatte de oplysninger, der er nødvendige for at vurdere risiciene og de mulige skader forbundet med den meget store online platforms eller meget store onlinesøgemaskines systemer, oplysninger om nøjagtigheden, virkemåden og afprøvningen af algoritmiske systemer til indholdsmoderation, anbefalingssystemer eller reklamesystemer, herunder i givet fald indlæringsdata og algoritmer, eller oplysninger om processer og output af indholdsmoderation eller interne klagebehandlingssystemer som omhandlet i denne forordning. Sådanne anmodninger om adgang til data bør ikke omfatte anmodninger om at give specifikke oplysninger om individuelle modtagere af tjenesten med henblik på at fastslå, om sådanne modtagere overholder anden gældende EU-ret eller national ret. Forskernes undersøgelser af udviklingen og alvoren af systemiske risici på internettet er navnlig vigtige for at afbøde informationsasymmetrier og etablere et modstandsdygtigt system til risikobegrænsning og informere udbydere af onlineplatforme, udbydere af onlinesøgemaskiner, koordinatorer for digitale tjenester, andre kompetente myndigheder, Kommissionen og offentligheden.