Forordningen om digitale tjenester betragtning 68
Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2022/2065, CELEX 32022R2065
Onlinereklame spiller en vigtig rolle i onlinemiljøet, herunder i forbindelse med ydelse af onlineplatformes tjenester, hvor ydelsen af tjenesten undertiden helt eller delvist betales direkte eller indirekte gennem reklameindtægter. Onlinereklame kan imidlertid indebære betydelige risici, lige fra reklamer, der i sig selv er ulovligt indhold, til finansielle incitamenter til offentliggørelse eller udbredelse af ulovligt eller på anden vis skadeligt indhold og aktiviteter på internettet eller en forskelsbehandlende visning af reklamer med indvirkning på lige muligheder for og ligebehandlingen af borgerne. Ud over kravene i artikel 6 i direktiv 2000/31/EF bør udbydere af onlineplatforme derfor være forpligtet til at sikre, at tjenestemodtagerne har visse individualiserede oplysninger, der er nødvendige for, at de kan forstå, hvornår og på hvis vegne reklamen vises. De bør sikre, at oplysningerne er fremtrædende, herunder gennem standardiserede visuelle eller lydlige tegn, som er klart identificerbare og utvetydige for den gennemsnitlige tjenestemodtager, og de bør tilpasses arten af den enkelte tjenestes onlinegrænseflade. Desuden bør tjenestemodtagerne have direkte adgang til oplysninger fra den onlinegrænseflade, hvor reklamen præsenteres, om de vigtigste parametre, der anvendes til at bestemme, at en specifik reklame præsenteres for dem, med en meningsfuld forklaring af logikken heri, herunder når den er baseret på profilering. Sådanne forklaringer bør omfatte oplysninger om den metode, der anvendes til at vise reklamen – f.eks. om der er tale om kontekstuel eller anden form for reklame – og, hvor det er relevant, de vigtigste anvendte profileringskriterier; den bør også underrette modtageren om, hvilke midler vedkommende råder over til at ændre sådanne kriterier. Kravene i denne forordning om tilvejebringelse af oplysninger i forbindelse med reklame berører ikke anvendelsen af de relevante bestemmelser i forordning (EU) 2016/679, navnlig bestemmelserne om retten til at gøre indsigelse, automatiske individuelle afgørelser, herunder profilering, og specifikt kravet om at indhente den registreredes samtykke forud for behandlingen af personoplysninger med henblik på målrettet reklame. De berører heller ikke bestemmelserne i direktiv 2002/58/EF, navnlig bestemmelserne om lagring af oplysninger i terminaludstyr og adgang til oplysninger, som er lagret på dette udstyr. Endelig supplerer denne forordning anvendelsen af direktiv 2010/13/EU, som pålægger foranstaltninger, der skal gøre det muligt for brugerne at angive oplysning om audiovisuel kommerciel kommunikation i brugergenererede videoer. Den supplerer også de erhvervsdrivendes forpligtelser med hensyn til oplysning om kommerciel kommunikation, der følger af direktiv 2005/29/EF.