Forordningen om digitale tjenester betragtning 67
Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2022/2065, CELEX 32022R2065
Mørke mønstre (»dark patterns«) på onlineplatformes onlinegrænseflader er praksis, der enten bevidst eller reelt i væsentlig grad forvrider eller forringer tjenestemodtagernes evne til at træffe selvstændige og informerede valg eller beslutninger. Denne praksis kan anvendes til at påvirke tjenestemodtagerne til at udvise uønsket adfærd eller træffe uønskede beslutninger, som har negative konsekvenser for dem. Udbydere af onlineplatforme bør derfor forbydes at vildlede eller tilskynde tjenestemodtagere og at undergrave eller fordreje tjenestemodtagernes autonomi, beslutningstagning eller valg via strukturen, udformningen eller funktionen af en onlinegrænseflade eller en del deraf. Dette bør omfatte, men ikke være begrænset til, udnyttende designvalg for at lede modtageren til handlinger, som er til fordel for udbyderen af onlineplatforme, men som ikke nødvendigvis er i modtagerens interesse, præsentation af valg på en ikkeneutral måde, f.eks. ved at give visse valgmuligheder en mere fremtrædende plads gennem visuelle, auditive eller andre komponenter, når tjenestemodtageren anmodes om at træffe et valg. Det bør også omfatte gentagne gange at anmode en tjenestemodtager om at træffe et valg, hvis et sådant valg allerede er truffet, at gøre det væsentligt mere besværligt at opsige en tjeneste end at tilmelde sig den eller at gøre visse valg mere vanskelige eller tidskrævende end andre, at gøre det urimeligt vanskeligt at afbryde køb eller at logge ud fra en given onlineplatform, der giver forbrugerne mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, og at vildlede tjenestemodtagerne ved at presse dem til at træffe beslutninger om transaktioner eller standardindstillinger, der er meget vanskelige at ændre, og dermed på urimelig vis skævvride tjenestemodtagerens beslutningstagning på en måde, der forvrider og forringer deres autonomi, beslutningstagning og valgmuligheder. Regler, der forhindrer mørke mønstre, bør imidlertid ikke forstås således, at de forhindrer udbyderne i at interagere direkte med tjenestemodtagerne og tilbyde dem nye eller supplerende tjenester. Legitim praksis, f.eks. inden for reklame, der er i overensstemmelse med EU-retten, bør ikke i sig selv betragtes som mørke mønstre. Disse regler om mørke mønstre bør fortolkes således, at de omfatter forbudte praksisser, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, i det omfang disse praksisser ikke allerede er omfattet af direktiv 2005/29/EF eller forordning (EU) 2016/679.