Forordningen om digitale tjenester betragtning 13

Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2022/2065, CELEX 32022R2065

I betragtning af de pågældende tjenesters særlige karakteristika og det tilsvarende behov for at pålægge udbydere heraf visse specifikke forpligtelser er det inden for den bredere kategori af udbydere af oplagringstjenester som defineret i denne forordning nødvendigt at skelne mellem underkategorien af onlineplatforme. Onlineplatforme såsom sociale netværk eller onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, bør defineres som udbydere af oplagringstjenester, der ikke blot lagrer information fra tjenestemodtagerne på deres anmodning, men som også udbreder denne information til offentligheden, på tjenestemodtagerens anmodning. For at undgå at pålægge alt for brede forpligtelser bør udbydere af oplagringstjenester imidlertid ikke betragtes som onlineplatforme, hvis udbredelsen til offentligheden blot udgør en mindre eller rent accessorisk funktion, der er uløseligt knyttet til en anden tjeneste, eller en mindre funktionalitet under den primære tjeneste, og som af objektive tekniske grunde ikke kan anvendes uden den anden eller primære tjeneste, og hvis integration af denne funktion eller funktionalitet ikke er et middel til at omgå anvendelsen af de regler i denne forordning, der finder anvendelse på onlineplatforme. F.eks. kan kommentarsektionen i en onlineavis udgøre en sådan funktion, hvor det er klart, at den er accessorisk i forhold til den primære tjeneste, nemlig offentliggørelsen af nyheder under udgiverens redaktionelle ansvar. Derimod bør lagring af kommentarer på et socialt netværk anses for en onlineplatformstjeneste, hvor det er klart, at det ikke er en mindre del af den tjeneste, der udbydes, også hvis den er accessorisk i forhold til offentliggørelsen af tjenestemodtageres indlæg. Med henblik på denne forordning bør cloud computing eller weboplagringstjenester ikke betragtes som en onlineplatform, hvis udbredelsen af specifik information til offentligheden udgør en mindre og accessorisk funktion eller en mindre funktionalitet ved sådanne tjenester. Desuden bør cloud computingtjenester og weboplagringstjenester, når de fungerer som infrastruktur, f.eks. som understøttende infrastrukturelle lager- og cloud computingtjenester for en internetbaseret applikation, et websted eller en onlineplatform, ikke i sig selv anses for at udbrede information til offentligheden, der lagres eller behandles på anmodning af en modtager af applikationen, webstedet eller onlineplatformen, som de oplagrer.

Questions about Forordningen om digitale tjenester betragtning 13? Ask — answers come only from the text, with every claim marked.