Forordningen om digitale tjenester betragtning 12

Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2022/2065, CELEX 32022R2065

For at nå målet om at sikre et sikkert, forudsigeligt og pålideligt onlinemiljø bør begrebet »ulovligt indhold« med henblik på denne forordning generelt afspejle de gældende regler i offlinemiljøet. Navnlig bør begrebet »ulovligt indhold« defineres bredt for at omfatte information om ulovligt indhold og ulovlige produkter, tjenester og aktiviteter. Dette begreb bør navnlig forstås som en henvisning til information, uanset form, der i henhold til gældende ret enten i sig selv er ulovlig, f.eks. ulovlig hadefuld tale eller terrorrelateret indhold og ulovligt forskelsbehandlende indhold, eller som de anvendelige regler gør ulovlig, i betragtning af at den vedrører ulovlige aktiviteter. Illustrative eksempler omfatter deling af billeder, der viser seksuelt misbrug af børn, ulovlig deling af private billeder uden samtykke, onlinestalking, salg af ulovlige eller forfalskede produkter, salg af produkter eller ydelse af tjenester, der overtræder forbrugerbeskyttelseslovgivningen, ulovlig brug af ophavsretligt beskyttet materiale, ulovligt udbud af indkvarteringstjenester eller ulovligt salg af levende dyr. Derimod bør en øjenvidnevideooptagelse af en potentiel forbrydelse ikke betragtes som ulovligt indhold, blot fordi den afbilder en ulovlig handling, når optagelse eller udbredelse af en sådan video til offentligheden ikke er ulovlig i henhold til national ret eller EU-retten. I denne henseende er det uden betydning, om informationens eller aktivitetens ulovlighed følger af EU-retten eller national ret, som er i overensstemmelse med EU-retten, og denne rets art eller særlige genstand er ligeledes uden betydning.

Questions about Forordningen om digitale tjenester betragtning 12? Ask — answers come only from the text, with every claim marked.