Forordningen om digitale tjenester betragtning 104

Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2022/2065, CELEX 32022R2065

Denne forordning bør udpege visse områder, hvor det kan overvejes at indføre sådanne adfærdskodekser. Risikobegrænsende foranstaltninger vedrørende specifikke former for ulovligt indhold bør navnlig undersøges gennem aftaler om selvregulering og samregulering. Et andet område, der bør overvejes, er de mulige negative virkninger af systemiske risici for samfundet og demokratiet såsom desinformation eller manipulerende og misbrugende aktiviteter eller eventuelle negative følger for mindreårige. Dette omfatter koordinerede operationer, der har til formål at forstærke information, herunder desinformation, såsom brug af botter eller falske konti til at frembringe forsætligt ukorrekte eller vildledende oplysninger, undertiden med henblik på at opnå en økonomisk gevinst, som er særlig skadelige for sårbare modtagere af tjenesten såsom mindreårige. På disse områder kan en meget stor onlineplatforms eller en meget stor onlinesøgemaskines tilslutning til og overholdelse af en bestemt adfærdskodeks betragtes som en passende risikobegrænsende foranstaltning. Hvis en udbyder af en onlineplatform eller af en onlinesøgemaskine nægter at følge Kommissionens opfordring til at deltage i anvendelsen af en sådan adfærdskodeks uden behørig forklaring, kan der i påkommende tilfælde tages hensyn hertil ved vurderingen af, om onlineplatformen eller onlinesøgemaskinen har overtrådt de forpligtelser, der er fastsat i denne forordning. Den blotte deltagelse i og gennemførelse af en given adfærdskodeks bør ikke i sig selv være ensbetydende med, at denne forordning er overholdt.

Questions about Forordningen om digitale tjenester betragtning 104? Ask — answers come only from the text, with every claim marked.