Plantesundhedsforordningen artikel 77
Dansk sprogudgave pr. 2026-10-28 tier 2 Forordning (EU) 2016/2031, konsolideret tekst pr. 06.07.2026, CELEX 02016R2031-20260706
Ugyldiggørelse af plantesundhedscertifikater
stk. 1 Hvis et plantesundhedscertifikat er blevet udstedt i overensstemmelse med artikel 71, stk. 1, 2 og 3, og den berørte kompetente myndighed finder, at betingelserne i artikel 76 ikke er opfyldt, erklærer myndigheden det pågældende plantesundhedscertifikat for ugyldigt og sikrer, at det ikke længere ledsager de pågældende planter, planteprodukter eller andre objekter. I dette tilfælde og for så vidt angår disse planter, planteprodukter eller andre objekter træffer den kompetente myndighed en af de foranstaltninger, som er fastsat i artikel 66, stk. 3, i forordning (EU) 2017/625. Ved ugyldiggørelse forsyner den respektive kompetente myndighed det pågældende certifikat på forsiden og på et iøjnefaldende sted med et trekantet rødt stempel med ordene »Certifikatet er annulleret« sammen med myndighedens navn og ugyldiggørelsesdatoen. Teksten skal affattes med store bogstaver på mindst ét af de officielle EU-sprog.
stk. 2 Medlemsstaterne underretter via det elektroniske anmeldelsessystem, som er omhandlet i artikel 103, Kommissionen og de øvrige medlemsstater, når et plantesundhedscertifikat er erklæret for ugyldigt i henhold til denne artikels stk. 1. Det tredjeland, der havde udstedt det pågældende plantesundhedscertifikat, underrettes ligeledes af den pågældende medlemsstat.
stk. 3 Kommissionen kan ved hjælp af gennemførelsesretsakter fastsætte tekniske ordninger for ugyldiggørelse af elektroniske plantesundhedscertifikater, jf. artikel 76, stk. 5. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 107, stk. 2.