Plantesundhedsforordningen artikel 19a
Dansk sprogudgave pr. 2026-10-28 tier 2 Forordning (EU) 2016/2031, konsolideret tekst pr. 06.07.2026, CELEX 02016R2031-20260706
EU-beredskabsgruppe for plantesundhed
stk. 1 Der oprettes en EU-beredskabsgruppe for plantesundhed (»beredskabsgruppen«) bestående af eksperter med det formål efter anmodning fra medlemsstaterne at yde akut bistand i forbindelse med de foranstaltninger, der skal træffes i henhold til artikel 10-19, 27 og 28 vedrørende nye udbrud af EU-karantæneskadegørere og skadegørere, der er omfattet af de foranstaltninger, der vedtages i henhold til artikel 30. I begrundede tilfælde kan beredskabsgruppen også yde akut bistand til tredjelande, der grænser op til Unionens område, eller som udgør en umiddelbar plantesundhedsmæssig risiko for dette område, efter anmodning fra én eller flere medlemsstater og det pågældende tredjeland i forbindelse med udbruddene på deres områder af EU-karantæneskadegørere og skadegørere, der er omfattet af de foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til artikel 30. For hvert tilfælde af bistand udnævner Kommissionen specifikke medlemmer af beredskabsgruppen på grundlag af deres ekspertise og i samråd med den pågældende medlemsstat eller det pågældende tredjeland. Denne bistand kan navnlig omfatte: a) videnskabelig, teknisk og ledelsesmæssig bistand på stedet eller andetstedsfra i forbindelse med udryddelse af de pågældende skadegørere, forebyggelse af spredning heraf og andre foranstaltninger i tæt samarbejde med de kompetente myndigheder i den medlemsstat eller det tredjeland, der er ramt af udbrud af skadegørere, eller hvor der er mistanke herom b) specifik videnskabelig rådgivning om passende diagnosticeringsmetoder, alt efter hvad der er relevant, i samarbejde med det relevante EU-referencelaboratorium, der er omhandlet i artikel 94 i forordning (EU) 2017/625, og med andre referencelaboratorier c) særlig bistand, alt efter hvad der er relevant, til at støtte koordinering mellem medlemsstaternes og tredjelandes kompetente myndigheder og med disse laboratorier. Indholdet, betingelserne og tidsplanen for denne bistand fastlægges af Kommissionen efter aftale med den pågældende medlemsstat eller det pågældende tredjeland og med de respektive medlemsstater, der stiller eksperterne til rådighed.
stk. 2 Medlemsstaterne kan indgive listen over eksperter, som de foreslår udpeget som medlemmer af beredskabsgruppen, til Kommissionen og holde listen ajourført. Medlemsstaterne giver i den forbindelse alle relevante oplysninger om faglige kvalifikationer og ekspertiseområde for hver af de foreslåede eksperter.
stk. 3 Medlemmerne af beredskabsgruppen har ret til en godtgørelse for deres deltagelse i beredskabsgruppens aktiviteter på stedet og i givet fald for at fungere som holdledere eller ordførere i forbindelse med en specifik bistandsmissions. Denne godtgørelse og godtgørelsen af rejse- og opholdsudgifter betales af Kommissionen i overensstemmelse med reglerne for godtgørelse af eksperters rejse- og opholdsudgifter og andre udgifter.