eIDAS-forordningen artikel 45a
Dansk sprogudgave pr. 2026-10-28 tier 2 Forordning (EU) 910/2014, konsolideret tekst pr. 18.10.2024, CELEX 02014R0910-20241018
Forebyggende foranstaltninger vedrørende cybersikkerhed
stk. 1 Webbrowserudbydere må ikke træffe foranstaltninger i strid med deres forpligtelser fastsat i artikel 45, navnlig kravene om at anerkende kvalificerede certifikater for webstedsautentifikation og vise de opgivne identitetsdata på en brugervenlig måde.
stk. 2 Uanset stk. 1 og kun i tilfælde af begrundet mistanke om sikkerhedsbrud eller tab af integritet for et identificeret certifikat eller sæt af certifikater kan webbrowserudbydere træffe forebyggende foranstaltninger vedrørende det pågældende certifikat eller sæt af certifikater.
stk. 3 Hvor en webbrowserudbyder træffer forebyggende foranstaltninger i medfør af stk. 2, underretter webbrowserudbyderen skriftligt og uden ugrundet ophold Kommissionen, det kompetente tilsynsorgan, den enhed, som certifikatet er udstedt til, og den kvalificerede tillidstjenesteudbyder, der har udstedt det pågældende certifikat eller sæt af certifikater, om sin mistanke sammen med en beskrivelse af de foranstaltninger, der er truffet for at afbøde denne mistanke. Når det kompetente tilsynsorgan modtager en sådan underretning, udsteder den en kvittering for modtagelsen til den pågældende webbrowserudbyder.
stk. 4 Det kompetente tilsynsorgan undersøger spørgsmålene i underretningen i overensstemmelse med artikel 46b, stk. 4, litra k). Når resultatet af denne undersøgelse ikke fører til inddragelse af certifikatets status som kvalificeret, underretter tilsynsorganet webbrowserudbyderen herom og anmoder den pågældende udbyder om at bringe de forebyggende foranstaltninger, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 2, til ophør.