AI-forordningen artikel 75

Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2024/1689, CELEX 32024R1689

Gensidig bistand, markedsovervågning og kontrol med AI-systemer til almen brug

stk. 1 Hvis et AI-system er baseret på en AI-model til almen brug, og modellen og systemet er udviklet af den samme udbyder, har AI-kontoret beføjelser til at overvåge og føre tilsyn med, om det pågældende AI-system overholder kravene i denne forordning. For at varetage sine overvågnings- og tilsynsopgaver skal AI-kontoret have alle beføjelser som markedsovervågningsmyndighed, der er fastsat i denne afdeling og forordning (EU) 2019/1020.

stk. 2 Hvis de relevante markedsovervågningsmyndigheder har tilstrækkelig grund til at mene, at AI-systemer til almen brug, som kan anvendes direkte af idriftsættere til mindst ét formål, der er klassificeret som højrisiko i henhold til denne forordning, ikke overholder kravene i denne forordning, samarbejder de med AI-kontoret om at foretage evalueringer af overholdelsen og underretter AI-udvalget og andre markedsovervågningsmyndigheder i overensstemmelse hermed.

stk. 3 Hvis en markedsovervågningsmyndighed ikke er i stand til at afslutte sin undersøgelse af højrisiko-AI-systemet som følge af manglende adgang til visse oplysninger vedrørende AI-modellen til almen brug, selv om den har udfoldet alle de nødvendige bestræbelser på at indhente disse oplysninger, kan den fremsætte en begrundet anmodning til AI-kontoret, hvorved adgangen til disse oplysninger skal håndhæves. I dette tilfælde skal AI-kontoret straks og under alle omstændigheder inden for 30 dage give den anmodende myndighed alle oplysninger, som AI-kontoret anser for at være relevante for at fastslå, om et højrisiko-AI-system overholder gældende regler eller ej. Markedsovervågningsmyndighederne sikrer, at de oplysninger, som de kommer i besiddelse af, behandles fortroligt i overensstemmelse med denne forordnings artikel 78. Proceduren i kapitel VI i forordning (EU) 2019/1020 finder tilsvarende anvendelse.

Questions about AI-forordningen artikel 75? Ask — answers come only from the text, with every claim marked.