AI-forordningen artikel 51
Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2024/1689, CELEX 32024R1689
Klassificering af AI-modeller til almen brug som AI-modeller til almen brug med systemisk risiko
stk. 1 En AI-model til almen brug klassificeres som en AI-model til almen brug med systemisk risiko, hvis den opfylder et eller flere af følgende betingelser: a) den har kapaciteter med stor virkning evalueret på grundlag af passende tekniske værktøjer og metoder, herunder indikatorer og benchmarks b) på grundlag af en afgørelse truffet af Kommissionen på eget initiativ eller efter en kvalificeret varsling fra det videnskabelige panel har den kapaciteter eller virkning, der svarer til dem, der er fastsat i litra a), under hensyntagen til kriterierne i bilag XIII.
stk. 2 En AI-model til almen brug antages at have kapaciteter med stor virkning i henhold til stk. 1, litra a), når den kumulerede mængde beregningskraft, der anvendes til dens træning, målt i flydende kommatalsberegninger, er større end 10 25 .
stk. 3 Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 97 for at ændre de tærskler, der er anført i nærværende artikels stk. 1 og 2, samt for at supplere benchmarks og indikatorer i lyset af den teknologiske udvikling såsom algoritmiske forbedringer eller øget hardwareeffektivitet, når det er nødvendigt, således at disse tærskler afspejler det aktuelle tekniske niveau.