AI-forordningen artikel 28
Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2024/1689, CELEX 32024R1689
stk. 1 Hver medlemsstat udpeger eller opretter mindst én bemyndigende myndighed med ansvar for at indføre og gennemføre de nødvendige procedurer for vurdering, udpegelse og notifikation af overensstemmelsesvurderingsorganer og for overvågning heraf. Disse procedurer udvikles i samarbejde mellem de bemyndigende myndigheder i alle medlemsstater.
stk. 2 Medlemsstaterne kan beslutte, at den i stk. 1 omhandlede vurdering og overvågning skal foretages af et nationalt akkrediteringsorgan som omhandlet i og i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 765/2008.
stk. 3 Bemyndigende myndigheder oprettes, organiseres og drives på en sådan måde, at der ikke opstår interessekonflikter med overensstemmelsesvurderingsorganerne, og at der sikres objektivitet og uvildighed i deres aktiviteter.
stk. 4 Bemyndigende myndigheder er organiseret på en sådan måde, at afgørelser om notifikation af overensstemmelsesvurderingsorganer træffes af kompetente personer, der ikke er identiske med dem, der har foretaget vurderingen af disse organer.
stk. 5 Bemyndigende myndigheder hverken tilbyder eller leverer aktiviteter, som udføres af overensstemmelsesvurderingsorganer, eller nogen form for rådgivningstjeneste på kommercielt eller konkurrencemæssigt grundlag.
stk. 6 Bemyndigende myndigheder sikrer, at de oplysninger, de kommer i besiddelse af, behandles fortroligt i overensstemmelse med artikel 78.
stk. 7 Bemyndigende myndigheder skal have et tilstrækkelig stort kompetent personale til, at de kan udføre deres opgaver behørigt. Det kompetente personale skal have den ekspertise, der er nødvendig for deres funktion, hvis det er relevant, på områder såsom informationsteknologier, AI og jura, herunder tilsyn med grundlæggende rettigheder.