Dataforordningen betragtning 89
Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2023/2854, CELEX 32023R2854
(88) Skiftegebyrer er gebyrer, som udbydere af databehandlingstjenester pålægger deres kunder for skifteprocessen. Formålet med disse gebyrer er typisk at lægge omkostninger, som kildeudbyderen af databehandlingstjenester kan påføres som følge af skifteprocessen, over på den kunde, der ønsker at skifte. Almindelige eksempler på skiftegebyrer er omkostninger til overførsel af data fra én udbyder af databehandlingstjenester til en anden eller til en lokal IKT-infrastruktur (gebyrer for udgående dataoverførsel) eller de omkostninger, der påløber for specifikke støttehandlinger under skifteprocessen. Unødvendigt høje gebyrer for udgående dataoverførsel og andre uberettigede gebyrer, som ikke vedrører de faktiske omkostninger ved at skifte, forhindrer kunderne i at skifte, begrænser den frie datastrøm, kan potentielt begrænse konkurrencen og forårsage fastlåsningsvirkninger for kunderne, idet incitamenterne til at vælge en anden eller endnu en udbyder mindskes. Skiftegebyrer bør derfor afskaffes efter tre år fra datoen for denne forordnings ikrafttræden. Udbydere af databehandlingstjenester bør kunne pålægge reducerede skiftegebyrer indtil denne dato.