Dataforordningen betragtning 39

Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2023/2854, CELEX 32023R2854

(38) I overensstemmelse med princippet om dataminimering bør tredjeparter kun få adgang til oplysninger, der er nødvendige for leveringen af den tjeneste, som brugeren har anmodet om. Efter at have fået adgang til dataene bør tredjeparten behandle dem til de formål, der er aftalt med brugeren, uden indblanding fra dataindehaverens side. Det bør være lige så let for brugeren at afvise eller afbryde tredjepartens adgang til dataene, som det er for brugeren at give tilladelse til adgang. Hverken tredjeparter eller dataindehavere bør gøre brugernes udøvelse af valg eller rettigheder unødigt vanskelig, herunder ved at tilbyde brugeren valgmuligheder på en ikkeneutral måde eller ved at tvinge, vildlede eller manipulere brugeren eller undergrave eller begrænse brugerens autonomi, beslutningstagning eller valgmuligheder, herunder ved hjælp af en digital brugergrænseflade eller en del heraf. I denne forbindelse bør tredjeparter eller dataindehavere ikke benytte sig af såkaldte »mørke mønstre« i udformningen af deres digitale grænseflader. Mørke mønstre er designteknikker, der presser eller vildleder forbrugere til at træffe beslutninger, der har negative konsekvenser for dem. Disse manipulerende teknikker kan bruges til at påvirke brugerne, navnlig sårbare forbrugere, til at udvise uønsket adfærd, til at vildlede dem ved at tilskynde dem til at træffe beslutninger om at videregive data eller til på urimelig vis at skævvride tjenestebrugernes beslutningstagning på en sådan måde, at det undergraver eller forringer deres autonomi, beslutningstagning og valgmuligheder. Almindelig og legitim handelspraksis, der overholder EU-retten, bør ikke i sig selv betragtes som mørke mønstre. Tredjeparter og dataindehavere bør overholde deres forpligtelser i henhold til den relevante EU-ret, navnlig kravene i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF ( 24 ) og 2000/31/EF ( 25 ) samt i direktiv 2005/29/EF og 2011/83/EU.

Questions about Dataforordningen betragtning 39? Ask — answers come only from the text, with every claim marked.