Dataforordningen betragtning 36
Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2023/2854, CELEX 32023R2854
(35) Produktdata eller relaterede tjenestedata bør kun stilles til rådighed for en tredjepart efter anmodning fra brugeren. Denne forordning supplerer i overensstemmelse hermed den registreredes ret, der er fastsat i artikel 20 i forordning (EU) 2016/679, til at modtage personoplysninger om sig selv i et struktureret, almindeligt anvendt og maskinlæsbart format samt til at portere disse oplysninger til en anden dataansvarlig, hvis disse oplysninger behandles automatisk på grundlag af artikel 6, stk. 1, litra a), eller artikel 9, stk. 2, litra a), eller en aftale i henhold til nævnte forordnings artikel 6, stk. 1, litra b). Registrerede har også ret til at få overført personoplysningerne direkte fra en dataansvarlig til en anden, dog kun hvis det er teknisk muligt. I artikel 20 i forordning (EU) 2016/679 præciseres det, at nævnte artikel vedrører personoplysninger fra den registrerede, men det præciseres ikke, om dette kræver en aktiv adfærd fra den registreredes side, eller om artiklen også finder anvendelse i situationer, hvor et forbundet produkt eller en relateret tjeneste gennem sin udformning observerer den registreredes adfærd eller genererer andre oplysninger vedrørende den registrerede på passiv vis. De rettigheder, der er fastsat i nærværende forordning, supplerer retten til at modtage og portere personoplysninger i henhold til artikel 20 i forordning (EU) 2016/679 på et antal måder. Nærværende forordning giver brugerne ret til at tilgå produktdata eller relaterede tjenestedata og stille dem til rådighed for en tredjepart, uanset om der er tale om personoplysninger, uanset om der er tale om data, der er leveret aktivt eller genereret passivt, og uanset retsgrundlaget for behandlingen. Til forskel fra artikel 20 i forordning (EU) 2016/679 foreskriver og sikrer nærværende forordning den tekniske gennemførlighed af tredjeparters adgang til alle de typer data, der falder ind under nærværende forordnings anvendelsesområde, uanset om der er tale om personoplysninger eller andre data end personoplysninger, hvorved det sikres, at tekniske hindringer ikke længere vanskeliggør eller står i vejen for adgangen til sådanne data. Ved nærværende forordning gives dataindehavere mulighed for at fastsætte rimelig godtgørelse, der skal betales af tredjepart, men ikke af brugeren, for omkostninger ved at give direkte adgang til de data, der er genereret af brugerens forbundne produkt. Hvis en dataindehaver og en tredjepart ikke kan nå til enighed om vilkårene for en sådan direkte adgang, bør den registrerede på ingen måde forhindres i at udøve de rettigheder, der er fastsat i forordning (EU) 2016/679, herunder retten til dataportabilitet, ved at gøre brug af retsmidler i overensstemmelse med nævnte forordning. Det skal i denne forbindelse forstås, at en aftale i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679 ikke tillader dataindehaverens eller tredjepartens behandling af særlige kategorier af personoplysninger.