Dataforordningen betragtning 32
Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2023/2854, CELEX 32023R2854
(31) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/943 ( 23 ) fastsætter, at erhvervelse, brug eller videregivelse af en forretningshemmelighed bl.a. betragtes som lovlig, hvis EU-retten eller national ret kræver eller tillader en sådan erhvervelse, brug eller videregivelse. Selv om denne forordning kræver, at dataindehavere videregiver visse data til brugere eller tredjeparter efter en brugers eget valg, selv når de pågældende data opfylder betingelserne for beskyttelse som forretningshemmeligheder, bør den fortolkes på en sådan måde, at den beskyttelse, der ydes forretningshemmeligheder i henhold til direktiv (EU) 2016/943, bevares. I denne forbindelse bør dataindehavere være i stand til at kræve, at brugere eller tredjeparter efter en brugers eget valg, skal beskytte fortroligheden af data, der betragtes som forretningshemmeligheder. Dataindehavere bør derfor identificere forretningshemmeligheder forud for videregivelsen og have mulighed for at aftale nødvendige foranstaltninger med brugere eller tredjeparter efter en brugers eget valg for at beskytte deres fortrolighed, herunder ved brug af en model for aftalevilkår, fortrolighedsaftaler, strenge adgangsprotokoller, tekniske standarder og anvendelse af adfærdskodekser. Ud over anvendelsen af den model for aftalevilkår, der skal udarbejdes og anbefales af Kommissionen, kan udarbejdelsen af adfærdskodekser og tekniske standarder vedrørende beskyttelse af forretningshemmeligheder i forbindelse med behandlingen af dataene bidrage til at nå målet med denne forordning og bør fremmes. Hvis der ikke foreligger nogen aftale om de nødvendige foranstaltninger, eller hvis en bruger eller tredjeparter efter brugerens eget valg undlader at gennemføre de aftalte foranstaltninger eller bringer fortroligheden af forretningshemmelighederne i fare, bør dataindehaveren kunne tilbageholde eller suspendere delingen af data, der er identificeret som forretningshemmeligheder. I sådanne tilfælde bør dataindehaveren uden unødigt ophold meddele brugeren eller tredjeparten beslutningen skriftligt og underrette den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor dataindehaveren er etableret, om, at vedkommende har tilbageholdt eller suspenderet datadeling, og udpege de foranstaltninger, der ikke er aftalt eller gennemført, og, hvis det er relevant, de forretningshemmeligheder, hvis fortrolighed er bragt i fare. Dataindehavere kan i princippet ikke afslå en anmodning om dataadgang i henhold til denne forordning udelukkende med den begrundelse, at visse data anses som en forretningshemmelighed, eftersom dette ville undergrave de tilsigtede virkninger med denne forordning. Under særlige omstændigheder bør en dataindehaver, der er en forretningshemmelighedshaver, dog fra sag til sag kunne afslå en anmodning om de pågældende specifikke data, hvis vedkommende er i stand til at påvise over for brugeren eller tredjeparten, at videregivelsen af forretningshemmeligheden på trods af tekniske og organisatoriske foranstaltninger truffet af brugeren eller af tredjeparten højst sandsynligt vil medføre alvorlig økonomisk skade. Alvorlig økonomisk skade indebærer alvorlig og uoprettelig økonomisk tab. Dataindehaveren bør uden unødigt ophold og skriftligt behørigt begrunde sit afslag over for brugeren eller tredjeparten og underrette den kompetente myndighed. En sådan begrundelse bør baseres på objektive forhold, som påviser den konkrete risiko for alvorlig økonomisk skade, der forventes at opstå som følge af en specifik videregivelse af data, og årsagerne til, at de foranstaltninger, der er truffet for at beskytte de ønskede data, ikke anses for at være tilstrækkelige. Der kan i denne forbindelse tages hensyn til en mulig negativ indvirkning på cybersikkerheden. Uden at det berører retten til prøvelse ved en medlemsstats domstol eller ret, hvor brugeren eller en tredjepart ønsker at anfægte dataindehaverens beslutning om at afslå eller om at tilbageholde eller suspendere datadeling, kan brugeren eller tredjeparten indgive en klage til den kompetente myndighed, som uden unødigt ophold bør beslutte, om og på hvilke betingelser datadeling bør påbegyndes eller genoptages, eller kan aftale med dataindehaveren at indbringe sagen for et tvistbilæggelsesorgan. Undtagelserne fra dataadgangsrettighederne i denne forordning bør under ingen omstændigheder begrænse registreredes indsigtsret og ret til dataportabilitet i henhold til forordning (EU) 2016/679.