Dataforordningen betragtning 24
Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2023/2854, CELEX 32023R2854
(23) Virtuelle assistenter spiller en stadig større rolle i digitaliseringen af forbrugermiljøer og professionelle miljøer og fungerer som en brugervenlig grænseflade til at afspille indhold, få adgang til oplysninger eller aktivere produkter, der er forbundet med internettet. Virtuelle assistenter kan fungere som en fælles portal i f.eks. et intelligent hjemmemiljø og registrere betydelige mængder relevante data om, hvordan brugerne interagerer med produkter, der er forbundet med internettet, også produkter fremstillet af andre parter, og kan overflødiggøre brugen af grænseflader leveret af producenten såsom touchscreens eller smartphoneapplikationer. Brugeren ønsker måske at stille disse data til rådighed for tredjepartsproducenter og drage fordel af nye intelligente tjenester. Virtuelle assistenter bør være omfattet af dataadgangsrettighederne fastsat i denne forordning. Data, der genereres, når en bruger interagerer med et forbundet produkt via en virtuel assistent, der er leveret af en anden enhed end producenten af det forbundne produkt, bør også være omfattet af dataadgangsrettighederne fastsat i denne forordning. Det er imidlertid kun de data, der stammer fra interaktionen mellem brugeren og et forbundet produkt eller en relateret tjeneste via den virtuelle assistent, der bør være omfattet af denne forordning. Data, der er produceret af den virtuelle assistent, og som ikke vedrører anvendelsen af et forbundet produkt eller en relateret tjeneste, er ikke omfattet af denne forordning.