Dataforordningen betragtning 110

Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2023/2854, CELEX 32023R2854

(109) Kompetente myndigheder bør sikre, at overtrædelser af de forpligtelser, der er fastsat i denne forordning, er underlagt sanktioner. Sådanne sanktioner kan omfatte økonomiske sanktioner, advarsler, irettesættelser eller påbud om at bringe forretningspraksis i overensstemmelse med forpligtelserne pålagt ved denne forordning. Sanktioner, der fastsættes af medlemsstaterne, bør være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have en afskrækkende virkning og bør tage hensyn til anbefalingerne fra EDIB og dermed bidrage til at opnå den størst mulige grad af konsekvens i fastsættelsen og anvendelsen af sanktioner. De kompetente myndigheder bør, hvor det er relevant, gøre brug af foreløbige forholdsregler for at begrænse virkningerne af en påstået overtrædelse, mens undersøgelsen af den pågældende overtrædelse pågår. I forbindelse hermed bør de bl.a. tage hensyn til overtrædelsens art, grovhed, omfang og varighed set i lyset af de samfundsmæssige hensyn, der varetages, omfanget og arten af de aktiviteter, der udføres, og den krænkende parts økonomiske formåen. De bør også tage hensyn til, om den krænkende part systematisk eller gentagne gange har undladt at opfylde sine forpligtelser i henhold til denne forordning. For at sikre overholdelse af ne bis in idem -princippet og navnlig for at undgå, at samme overtrædelse af en forpligtelse fastsat i denne forordning sanktioneres mere end én gang, bør en medlemsstat, der agter at udøve sin kompetence vedrørende en overtrædende part, der ikke er etableret og ikke har udpeget en retlig repræsentant i Unionen, uden unødigt ophold informere alle datakoordinatorer samt Kommissionen.

Questions about Dataforordningen betragtning 110? Ask — answers come only from the text, with every claim marked.