NIS 2-direktivet artikel 18
Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 3 Direktiv (EU) 2022/2555, CELEX 32022L2555
Rapport om cybersikkerhedssituationen i Unionen
stk. 1 ENISA udarbejder i samarbejde med Kommissionen og samarbejdsgruppen hvert andet år en rapport om cybersikkerhedssituationen i Unionen, som fremsendes til og fremlægges for Europa-Parlamentet. Rapporten skal bl.a. gøres tilgængelig i et maskinlæsbart format og indeholde følgende: a) en cybersikkerhedsrisikovurdering på EU-plan, der tager cybertrusselsbilledet i betragtning b) en vurdering af udviklingen af cybersikkerhedskapaciteter i den offentlige og den private sektor i hele Unionen c) en vurdering af det generelle niveau af cybersikkerhedsbevidsthed og cyberhygiejne hos borgere og enheder, herunder små og mellemstore virksomheder d) en samlet vurdering af resultaterne af de peerevalueringer, der er omhandlet i artikel 19 e) en samlet vurdering af modenhedsniveauet for cybersikkerhedskapaciteter og -ressourcer i hele Unionen, herunder på sektorniveau, samt af i hvilket omfang medlemsstaternes nationale cybersikkerhedsstrategier er afstemt med hinanden.
stk. 2 Rapporten skal indeholde særlige politiske anbefalinger med henblik på at afhjælpe mangler og øge cybersikkerhedsniveauet i hele Unionen og et sammendrag af resultaterne for den pågældende periode fra de tekniske EU-cybersikkerhedsrapporter om hændelser og cybertrusler, som udarbejdes af ENISA i overensstemmelse med artikel 7, stk. 6, i forordning (EU) 2019/881.
stk. 3 ENISA udformer i samarbejde med Kommissionen, samarbejdsgruppen og CSIRT-netværket metodologien, herunder de relevante variabler, såsom kvantitative og kvalitative indikatorer, for den samlede vurdering, der er omhandlet i stk. 1, litra e).