Forordningen om digitale tjenester artikel 72
Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2022/2065, CELEX 32022R2065
stk. 1 For at kunne udføre sine opgaver i henhold til denne afdeling kan Kommissionen iværksætte de nødvendige tiltag for at overvåge, at udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskine gennemfører og overholder denne forordning effektivt. Kommissionen kan pålægge dem at give adgang til og redegøre for deres databaser og algoritmer. Sådanne tiltag kan omfatte en forpligtelse for udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine til at opbevare alle dokumenter, der anses for nødvendige for at vurdere gennemførelsen og overholdelsen af forpligtelserne i henhold til denne forordning.
stk. 2 Tiltagene i henhold til stk. 1 kan omfatte udnævnelse af uafhængige eksterne eksperter og revisorer samt eksperter og revisorer fra kompetente nationale myndigheder med den pågældende myndigheds samtykke, til at bistå Kommissionen med at overvåge den effektive gennemførelse og overholdelse af de relevante bestemmelser i denne forordning og stille særlig ekspertise eller viden til rådighed for Kommissionen.