Forordningen om digitale tjenester artikel 16
Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2022/2065, CELEX 32022R2065
Anmeldelsesmekanismer og handlepligt
stk. 1 Udbydere af oplagringstjenester indfører mekanismer, der gør det muligt for enhver enkeltperson eller enhed at underrette dem om tilstedeværelsen på deres tjeneste af specifik information, som den pågældende person eller enhed anser for at være ulovligt indhold. Disse mekanismer skal være let tilgængelige og brugervenlige og skal give mulighed for indgivelse af anmeldelser udelukkende ad elektronisk vej.
stk. 2 De mekanismer, der er omhandlet i stk. 1, skal gøre det lettere at indgive tilstrækkelig præcise og underbyggede anmeldelser. Med henblik herpå træffer udbyderne af oplagringstjenester de nødvendige foranstaltninger til at muliggøre og lette indgivelsen af anmeldelser, der skal indeholde alle følgende elementer: a) en tilstrækkelig underbygget begrundelse for, hvorfor den pågældende person eller enhed anser den pågældende information for at være ulovligt indhold b) en nøjagtig angivelse af den nøjagtige elektroniske adresse for den pågældende information, f.eks. den eller de nøjagtige URL'er, og om nødvendigt yderligere oplysninger, der gør det muligt at identificere det ulovlige indhold, alt efter typen af indhold og den specifikke type af oplagringstjeneste c) navn og e-mailadresse på den person eller enhed, der indgiver anmeldelsen, medmindre der er tale om information, som anses for at involvere en af de lovovertrædelser, der er omhandlet i artikel 3-7 i direktiv 2011/93/EU d) en erklæring, hvori den person eller enhed, der indgiver anmeldelsen, bekræfter, at den pågældende i god tro mener, at oplysningerne og påstandene deri er nøjagtige og fuldstændige.
stk. 3 De i denne artikel omhandlede anmeldelser anses for at tilvejebringe konkret kendskab med henblik på artikel 6 til den pågældende specifikke information, når de sætter en omhyggelig udbyder af oplagringstjenester i stand til at bestemme, hvori det ulovlige ved den pågældende aktivitet eller information består, uden først at måtte foretage en retlig undersøgelse.
stk. 4 Hvis anmeldelsen indeholder elektroniske kontaktoplysninger på den person eller enhed, der har indgivet den, sender udbyderen af oplagringstjenester uden unødig forsinkelse en bekræftelse på modtagelsen af anmeldelsen til den pågældende person eller enhed.
stk. 5 Udbyderen giver også uden unødig forsinkelse den pågældende person eller enhed meddelelse om sin beslutning vedrørende den information, som anmeldelsen vedrører, og informerer om mulighederne for at klage over den pågældende beslutning.
stk. 6 Udbydere af oplagringstjenester behandler alle anmeldelser, som de modtager gennem de i stk. 1 omhandlede mekanismer, og træffer deres beslutning om den information, som anmeldelserne vedrører, rettidigt, omhyggeligt, uden forskelsbehandling og objektivt. Hvis de anvender automatiserede metoder til denne behandling eller beslutningstagning, medtager de oplysninger om en sådan anvendelse i den i stk. 5 omhandlede meddelelse.