Forordningen om digitale tjenester artikel 14

Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2022/2065, CELEX 32022R2065

Vilkår og betingelser

stk. 1 Udbydere af formidlingstjenester medtager oplysninger om de begrænsninger, som de måtte pålægge brugen af deres tjenester med hensyn til information leveret af tjenestemodtagerne, i deres vilkår og betingelser. Disse oplysninger skal omfatte oplysninger om politikker, procedurer, foranstaltninger og værktøjer, der anvendes med henblik på indholdsmoderation, herunder algoritmisk beslutningstagning og menneskelig gennemgang, samt reglerne for deres interne klagebehandlingssystem. De skal affattes i et klart, almindeligt, forståeligt, brugervenligt og utvetydigt sprog og være offentligt tilgængelige i et lettilgængeligt og maskinlæsbart format.

stk. 2 Udbydere af formidlingstjenester skal underrette tjenestemodtagerne om alle væsentlige ændringer af gældende vilkår og betingelser.

stk. 3 Hvis en formidlingstjeneste primært er rettet mod mindreårige eller hovedsagelig anvendes af denne aldersgruppe, skal udbyderen af denne formidlingstjeneste forklare betingelserne for og enhver begrænsning af brugen af tjenesten på en måde, som mindreårige kan forstå.

stk. 4 Udbydere af formidlingstjenester handler med omhu og på en objektiv og forholdsmæssigt afpasset måde ved anvendelsen og håndhævelsen af de begrænsninger, der er omhandlet i stk. 1, under behørig hensyntagen til alle involverede parters rettigheder og legitime interesser, herunder tjenestemodtagernes grundlæggende rettigheder såsom ytringsfrihed, mediefrihed og -pluralisme og andre grundlæggende rettigheder og friheder som fastsat i chartret.

stk. 5 Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner skal give tjenestemodtagerne et kortfattet, lettilgængeligt og maskinlæsbart sammendrag af gældende vilkår og betingelser, herunder de mulige retsmidler og klagemekanismer, affattet i klart og utvetydigt sprog.

stk. 6 Meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner i den i artikel 33 anvendte betydning skal offentliggøre deres vilkår og betingelser på de officielle sprog i alle de medlemsstater, hvor de udbyder deres tjenester.

Questions about Forordningen om digitale tjenester artikel 14? Ask — answers come only from the text, with every claim marked.