Forordningen om digitale tjenester betragtning 93
Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2022/2065, CELEX 32022R2065
Revisionsrapporten bør underbygges for at give en meningsfuld redegørelse for de gennemførte aktiviteter og de konklusioner, der er draget. Den bør indgå i grundlaget for og i givet fald foreslå forbedringer af de foranstaltninger, som udbyderne af den meget store onlineplatform og af den meget store onlinesøgemaskine har truffet for at opfylde deres forpligtelser i henhold til denne forordning. Revisionsrapporten bør fremsendes til koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet og til Kommissionen og rådet efter modtagelsen af revisionsrapporten. Udbyderne bør også uden unødig forsinkelse efter færdiggørelsen fremsende hver enkelt rapport om risikovurderingen og de afbødende foranstaltninger samt revisionsrapporten om gennemførelsen af revisionen af udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine, der viser, hvordan de har fulgt op på revisionsanbefalingerne. Revisionsrapporten bør indeholde en revisionserklæring baseret på konklusionerne truffet på grundlag af det tilvejebragte revisionsbevis. Der bør afgives en »positiv udtalelse«, hvis al dokumentation viser, at udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine opfylder de forpligtelser, der er fastsat i denne forordning, eller i påkommende tilfælde tilsagn, som platformen har afgivet i medfør af en adfærdskodeks eller en kriseprotokol, navnlig ved at identificere, evaluere og afbøde de systemiske risici forbundet med platformens system og tjenester. En »positiv udtalelse« bør ledsages af bemærkninger, hvis revisor ønsker at medtage kommentarer, der ikke har væsentlig indflydelse på resultatet af revisionen. Der bør afgives en »negativ udtalelse«, hvis revisoren mener, at udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine ikke overholder denne forordning eller de afgivne tilsagn. Hvis der i revisionserklæringen ikke kunne drages en konklusion vedrørende specifikke elementer, som er omfattet af revisionen, bør revisionserklæringen indeholde en forklaring på, hvorfor der ikke kunne drages en sådan konklusion. Rapporten bør, når det er relevant, indeholde en beskrivelse af specifikke elementer, der ikke kunne underlægges revision, og en begrundelse herfor.