Forordningen om digitale tjenester betragtning 87
Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2022/2065, CELEX 32022R2065
Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner bør overveje sådanne afbødende foranstaltninger, f.eks. tilpasning af nødvendigt design, funktion eller virkemåde af deres tjeneste, såsom udformningen af onlinegrænsefladen. De bør om nødvendigt tilpasse og anvende deres vilkår og betingelser i overensstemmelse med denne forordnings regler om vilkår og betingelser. Andre passende foranstaltninger kunne omfatte tilpasning af deres indholdsmoderationssystemer og interne processer eller tilpasning af deres beslutningsprocesser og ressourcer, herunder personalet til indholdsmoderation, deres uddannelse og lokal ekspertise. Dette vedrører navnlig hastigheden og kvaliteten af behandlingen af anmeldelser. I denne forbindelse er der f.eks. i adfærdskodeksen for bekæmpelse af ulovlig hadefuld tale på internettet fra 2016 fastsat et benchmark for behandling af gyldige anmeldelser om fjernelse af ulovlig hadefuld tale på mindre end 24 timer. Udbydere af meget store onlineplatforme, navnlig dem, der primært anvendes til udbredelse til offentligheden af pornografisk indhold, bør omhyggeligt opfylde alle deres forpligtelser i henhold til denne forordning med hensyn til ulovligt indhold, der udgør cybervold, herunder ulovligt pornografisk indhold, navnlig med hensyn til at sikre, at ofre effektivt kan udøve deres rettigheder i forbindelse med indhold, der repræsenterer deling af intime eller manipuleret materiale uden samtykke, gennem hurtig behandling af anmeldelser og fjernelse af sådant indhold uden unødig forsinkelse. Andre former for ulovligt indhold kan kræve længere eller kortere frister for behandling af anmeldelser, hvilket vil afhænge af de pågældende forhold og omstændigheder og former for ulovligt indhold. Disse udbydere kan også indlede eller øge samarbejdet med pålidelige indberettere og tilrettelægge kurser og drøftelser med sammenslutninger af pålidelige indberettere.