Forordningen om digitale tjenester betragtning 80

Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2022/2065, CELEX 32022R2065

Fire kategorier af systemiske risici bør vurderes indgående af udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner. Den første kategori vedrører de risici, der er forbundet med udbredelse af ulovligt indhold, f.eks. udbredelse af materiale om seksuelt misbrug af børn eller ulovlig hadefuld tale eller andre former for misbrug af deres tjenester til strafbare handlinger, og ulovlige aktiviteter, f.eks. salg af produkter eller tjenester, der er forbudt i henhold til EU-retten eller national ret, herunder farlige eller forfalskede produkter eller ulovligt handlede dyr. F.eks. kan en sådan udbredelse eller sådanne aktiviteter udgøre en betydelig systemisk risiko, hvis adgangen til ulovligt indhold kan spredes hurtigt og bredt gennem konti med særlig stor rækkevidde eller andre forstærkningsmidler. Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner bør vurdere risikoen for udbredelse af ulovligt indhold, uanset om informationen også er i strid med deres vilkår og betingelser. Denne vurdering berører ikke det personlige ansvar, der påhviler modtageren af tjenesten på meget store onlineplatforme eller ejerne af websteder indekseret af meget store onlinesøgemaskiner, for en eventuel ulovlighed af deres aktiviteter i henhold til gældende ret.

Questions about Forordningen om digitale tjenester betragtning 80? Ask — answers come only from the text, with every claim marked.