Forordningen om digitale tjenester betragtning 70

Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2022/2065, CELEX 32022R2065

En central del af onlineplatformens virksomhed er den måde, hvorpå information prioriteres og præsenteres på dens onlinegrænseflade for at lette og optimere tjenestemodtagernes adgang til information. Dette sker f.eks. ved at foreslå, rangordne og prioritere information ved at skelne gennem tekst eller andre visuelle fremstillinger eller på anden vis kuratere informationen fra modtagerne ved brug af algoritmer. Sådanne anbefalingssystemer kan have en betydelig indvirkning på modtagernes evne til at hente og interagere med oplysninger online, herunder til at lette søgningen efter relevant information for tjenestemodtagere og bidrage til en forbedret brugeroplevelse. De spiller også en vigtig rolle i forstærkningen af visse budskaber, den virale udbredelse af information og stimuleringen af onlineadfærd. Derfor bør onlineplatformene konsekvent sikre, at modtagerne af deres tjenester informeres på passende vis om, hvordan anbefalingssystemerne påvirker den måde, hvorpå oplysninger vises, og kan have en indvirkning på, hvordan oplysningerne præsenteres for dem. De bør anføre parametrene for sådanne anbefalingssystemer på en klar og let forståelig måde for at sikre, at tjenestemodtagerne forstår, hvordan informationen prioriteres for dem. Disse parametre bør som minimum omfatte de vigtigste kriterier for fastlæggelse af de oplysninger, der foreslås tjenestemodtageren, og årsagerne til deres respektive betydning, herunder hvor oplysninger prioriteres på grundlag af profilering og deres onlineadfærd.

Questions about Forordningen om digitale tjenester betragtning 70? Ask — answers come only from the text, with every claim marked.