Forordningen om digitale tjenester betragtning 62

Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2022/2065, CELEX 32022R2065

Pålidelige indberettere bør offentliggøre let forståelige og detaljerede rapporter om anmeldelser, der er indgivet i overensstemmelse med denne forordning. Disse rapporter bør angive oplysninger såsom antallet af anmeldelser kategoriseret efter oplagringstjenesteudbydere, typen af anmeldt indhold og udbyderens iværksatte tiltag. Eftersom pålidelige indberettere har påvist ekspertise og kompetence, kan behandlingen af indgivne anmeldelser fra pålidelige indberettere forventes at blive mindre byrdefuld og derfor hurtigere i forhold til anmeldelser indgivet af andre tjenestemodtagere. Den gennemsnitlige behandlingstid kan dog stadig variere afhængigt af faktorer, herunder formen for ulovligt indhold, anmeldelsernes kvalitet og de faktiske tekniske procedurer, der er indført for indgivelse af sådanne anmeldelser. Selv om adfærdskodeksen for bekæmpelse af ulovlig hadefuld tale på internettet fra 2016 f.eks. fastsætter et benchmark for de deltagende virksomheder med hensyn til den tid, der er nødvendig for at behandle gyldige anmeldelser om fjernelse af ulovlig hadefuld tale, kan andre former for ulovligt indhold kræve længere eller kortere frister for behandling afhængigt af de specifikke faktiske forhold og omstændigheder og former for ulovligt indhold. For at undgå misbrug af status som pålidelig indberetter bør det være muligt at suspendere en sådan status, når en koordinator for digitale tjenester i etableringslandet har indledt en undersøgelse af legitime grunde. Reglerne i denne forordning om pålidelige indberettere bør ikke forstås således, at de forhindrer udbydere af onlineplatforme i at behandle anmeldelser indgivet af enheder eller enkeltpersoner, der ikke er blevet tildelt status som pålidelige indberettere i henhold til denne forordning, på samme måde og i at samarbejde med andre enheder på anden vis i overensstemmelse med gældende ret, herunder denne forordning og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/794 ( 29 ) . Reglerne i denne forordning bør ikke forhindre udbydere af onlineplatforme i at gøre brug af sådanne pålidelige indberettere eller lignende mekanismer til at gribe hurtigt og pålideligt ind over for indhold, som er i strid med deres vilkår og betingelser, navnlig over for indhold, der er skadeligt for sårbare tjenestemodtagere såsom mindreårige.

Questions about Forordningen om digitale tjenester betragtning 62? Ask — answers come only from the text, with every claim marked.