Forordningen om digitale tjenester betragtning 58
Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2022/2065, CELEX 32022R2065
Tjenestemodtagerne bør have let og effektiv adgang til at anfægte visse beslutninger truffet af udbydere af onlineplatforme vedrørende ulovligheden af indhold eller dettes uforenelighed med vilkårene og betingelserne, som påvirker dem negativt. Derfor bør udbydere af onlineplatforme forpligtes til at indføre interne klagebehandlingssystemer, som opfylder visse betingelser, der skal sikre, at systemerne er let tilgængelige og fører til hurtige, ikkeforskelsbehandlende, ikkevilkårlige og retfærdige resultater, og at de underkastes menneskelig gennemgang, når der benyttes automatiserede metoder. Sådanne systemer bør gøre det muligt for alle tjenestemodtagere at indgive en klage og bør ikke fastsætte formkrav såsom henvisning til specifikke relevante lovbestemmelser eller udførlige juridiske redegørelser. Tjenestemodtagere, der har indgivet en anmeldelse gennem den anmeldelsesmekanisme og handlepligt, der er fastsat i denne forordning, eller gennem anmeldelsesmekanismen for indhold, der er i strid med vilkår og betingelser hos udbyderen af onlineplatforme, bør have ret til at anvende klagemekanismen til at anfægte beslutningen fra udbyderen af onlineplatforme om deres anmeldelser, herunder når de mener, at de tiltag, som udbyderen har iværksat, ikke var tilstrækkelige. Muligheden for at indgive en klage med henblik på omgørelse af de anfægtede beslutninger bør være tilgængelig i mindst seks måneder regnet fra det tidspunkt, hvor udbyderen af onlineplatforme underrettede tjenestemodtageren om beslutningen.