Forordningen om digitale tjenester betragtning 52

Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2022/2065, CELEX 32022R2065

Reglerne om disse anmeldelsesmekanismer og denne handlepligt bør harmoniseres på EU-plan for at sikre rettidig, omhyggelig og ikkevilkårlig behandling af anmeldelser på grundlag af ensartede, gennemsigtige og klare regler, der giver solide garantier for beskyttelse af alle berørte parters rettigheder og legitime interesser, navnlig deres grundlæggende rettigheder garanteret i chartret, uanset i hvilken medlemsstat disse parter er etableret eller har bopæl, og uanset det pågældende retsområde. De grundlæggende rettigheder omfatter, men er ikke begrænset til: for tjenestemodtagerne retten til ytrings- og informationsfrihed, retten til respekt for privatliv og familieliv, retten til beskyttelse af personoplysninger, retten til ikkeforskelsbehandling og retten til effektive retsmidler; for tjenesteudbyderne friheden til at oprette og drive egen virksomhed, herunder aftalefrihed; for parter, der er berørt af ulovligt indhold, retten til menneskelig værdighed, børns rettigheder, retten til beskyttelse af ejendom, herunder intellektuel ejendomsret, og retten til ikkeforskelsbehandling. Udbydere af oplagringstjenester bør følge op på anmeldelser rettidigt, navnlig ved at tage hensyn til, hvilken form for ulovligt indhold der anmeldes, og hvor meget det haster at iværksætte tiltag. Sådanne udbydere kan f.eks. forventes at gribe ind straks, når det påståede ulovlige indhold, der anmeldes, indebærer en trussel mod menneskers liv eller sikkerhed. Udbyderen af oplagringstjenester bør underrette den enkeltperson eller enhed, der anmelder det specifikke indhold, uden unødig forsinkelse, efter at den har truffet beslutning om, hvorvidt der skal følges op på anmeldelsen eller ej.

Questions about Forordningen om digitale tjenester betragtning 52? Ask — answers come only from the text, with every claim marked.