Forordningen om digitale tjenester betragtning 26

Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2022/2065, CELEX 32022R2065

For at skabe retssikkerhed og undgå at hæmme aktiviteter, der har til formål at påvise, identificere og bekæmpe ulovligt indhold, som udbydere af alle kategorier af formidlingstjenester udfører på frivillig basis, bør det præciseres, at den blotte omstændighed, at udbydere udfører sådanne aktiviteter, ikke betyder, at de ikke kan omfattes af de ansvarsfritagelser, der er fastsat i denne forordning, forudsat at disse aktiviteter udføres i god tro og omhyggeligt. Betingelsen om at handle i god tro og omhyggeligt bør omfatte handling på en objektiv, ikkeforskelsbehandlende og forholdsmæssigt afpasset måde under behørig hensyntagen til alle involverede parters rettigheder og legitime interesser og tilvejebringelse af de nødvendige garantier mod uberettiget fjernelse af lovligt indhold i overensstemmelse med denne forordnings mål og krav. Med henblik herpå bør de pågældende udbydere f.eks. træffe rimelige foranstaltninger til at sikre, at den relevante teknologi, når der anvendes automatiserede værktøjer til at udføre sådanne aktiviteter, er tilstrækkelig pålidelig til i videst muligt omfang at begrænse fejlprocenten. Det bør desuden præciseres, at den blotte omstændighed, at disse udbydere i god tro træffer foranstaltninger for at opfylde kravene i EU-retten, herunder kravene i denne forordning vedrørende gennemførelse af deres vilkår og betingelser, ikke betyder, at de ikke kan omfattes af ansvarsfritagelserne fastsat i denne forordning. Derfor bør sådanne aktiviteter og foranstaltninger, som en udbyder måtte have gennemført, ikke tages i betragtning ved afgørelsen af, om udbyderen kan indrømmes ansvarsfritagelse, navnlig for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt udbyderen udbyder sin tjeneste neutralt og derfor kan omfattes af anvendelsesområdet for den relevante bestemmelse, om end denne regel ikke betyder, at udbyderen nødvendigvis indrømmes ansvarsfritagelse. Frivillige tiltag bør ikke anvendes til at omgå forpligtelserne for alle udbydere af formidlingstjenester i henhold til denne forordning.

Questions about Forordningen om digitale tjenester betragtning 26? Ask — answers come only from the text, with every claim marked.