Forordningen om digitale tjenester betragtning 123

Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 2022/2065, CELEX 32022R2065

Af hensyn til klarheden, enkeltheden og effektiviteten bør beføjelsen til at føre tilsyn med og håndhæve forpligtelserne efter denne forordning tillægges de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor formidlingstjenesteudbyderens hovedforretningssted er beliggende, dvs. hvor tjenesteyderen har sit hovedkontor eller vedtægtsmæssige hjemsted, og hvor de vigtigste økonomiske funktioner og den operationelle kontrol udøves. For så vidt angår udbydere, der ikke er etableret i Unionen, men som udbyder tjenester i Unionen og derfor er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, bør den medlemsstat, hvori disse udbydere har udpeget deres retlige repræsentant, have kompetence under hensyntagen til de retlige repræsentanters funktion i henhold til denne forordning. Af hensyn til en effektiv anvendelse af denne forordning bør alle medlemsstater eller Kommissionen, hvor det er relevant, dog have kompetence, for så vidt angår tjenesteydere, der ikke har udpeget en retlig repræsentant. Denne kompetence kan udøves af en hvilken som helst af de kompetente myndigheder eller Kommissionen, forudsat at udbyderen ikke er underlagt håndhævelsesprocedurer for de samme forhold af en anden kompetent myndighed eller Kommissionen. For at sikre at ne bis in idem-princippet overholdes, og navnlig for at undgå, at den samme overtrædelse af forpligtelserne i denne forordning sanktioneres mere end én gang, bør hver medlemsstat, der agter at udøve sin kompetence over for sådanne udbydere, uden unødig forsinkelse underrette alle andre myndigheder, herunder Kommissionen, via det informationsudvekslingssystem, der oprettes med henblik på denne forordning.

Questions about Forordningen om digitale tjenester betragtning 123? Ask — answers come only from the text, with every claim marked.