Tilgængelighedsdirektivet artikel 10

Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 3 Direktiv (EU) 2019/882, CELEX 32019L0882

Distributørens forpligtelser

stk. 1 Distributøren handler, når denne gør et produkt tilgængeligt på markedet, med fornøden omhu med hensyn til kravene i dette direktiv.

stk. 2 Distributøren kontrollerer, før denne gør et produkt tilgængeligt på markedet, at det er forsynet med CE-mærkning og ledsages af den krævede dokumentation og af en brugsanvisning og sikkerhedsinformation på et sprog, der er let forståeligt for forbrugerne og andre slutbrugere i den medlemsstat, hvor produktet gøres tilgængeligt på markedet, og at fabrikanten og importøren har opfyldt kravene i henholdsvis artikel 7, stk. 5 og 6, og artikel 9, stk. 4.

stk. 3 Hvis en distributør finder eller har grund til at tro, at et produkt ikke er i overensstemmelse med de gældende tilgængelighedskrav i dette direktiv, må vedkommende ikke gøre produktet tilgængeligt på markedet, før det er blevet bragt i overensstemmelse med gældende krav. Derudover underretter distributøren, hvis produktet ikke opfylder de gældende tilgængelighedskrav, fabrikanten eller importøren og markedsovervågningsmyndighederne herom.

stk. 4 Distributøren sikrer, at opbevarings- og transportbetingelserne for produkter, som denne har ansvaret for, ikke bringer deres opfyldelse af de gældende tilgængelighedskrav i fare.

stk. 5 Hvis distributøren finder eller har grund til at tro, at et produkt, denne har gjort tilgængeligt på markedet, ikke er i overensstemmelse med dette direktiv, sikrer distributøren, at der træffes de nødvendige korrigerende foranstaltninger for at bringe det pågældende produkt i overensstemmelse med lovgivningen eller om nødvendigt trække det tilbage fra markedet. Derudover orienterer distributøren, hvis produktet ikke opfylder de gældende tilgængelighedskrav, omgående de kompetente nationale myndigheder i de medlemsstater, hvor distributøren har gjort produktet tilgængeligt, herom og giver nærmere oplysninger om navnlig den manglende overensstemmelse med lovgivningen og de trufne korrigerende foranstaltninger.

stk. 6 Distributøren giver på grundlag af en kompetent national myndigheds begrundede anmodning myndigheden al den information og dokumentation, der er nødvendig for at konstatere produktets overensstemmelse med lovgivningen. Hvis myndigheden anmoder herom, samarbejder distributøren med den om enhver foranstaltning, der træffes for at afhjælpe den manglende opfyldelse af de gældende tilgængelighedskrav for produkter, som distributøren har gjort tilgængelige på markedet.

Questions about Tilgængelighedsdirektivet artikel 10? Ask — answers come only from the text, with every claim marked.