Tilgængelighedsdirektivet betragtning 66

Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 3 Direktiv (EU) 2019/882, CELEX 32019L0882

I de særlige tilfælde, hvor overholdelsen af tilgængelighedskravene i dette direktiv vil medføre en uforholdsmæssig stor byrde for de erhvervsdrivende, bør det kun forlanges, at erhvervsdrivende opfylder kravene, i det omfang de ikke medfører en uforholdsmæssig stor byrde. I sådanne behørigt begrundede tilfælde er det ikke med rimelighed muligt for en erhvervsdrivende fuldt ud at anvende et eller flere af tilgængelighedskravene i dette direktiv. Den erhvervsdrivende bør dog gøre en tjeneste eller et produkt, der er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, så tilgængelig som muligt ved at opfylde de pågældende krav, i det omfang de ikke medfører en uforholdsmæssig stor byrde. De tilgængelighedskrav, som den erhvervsdrivende ikke mente ville medføre en uforholdsmæssig stor byrde, bør gælde fuldt ud. Undtagelser for så vidt angår opfyldelse af et eller flere tilgængelighedskrav på grund af den uforholdsmæssig store byrde, som de medfører, bør ikke gå videre, end hvad der er strengt nødvendigt for at begrænse denne byrde med hensyn til netop det pågældende produkt eller den pågældende tjeneste i hvert enkelt tilfælde. Ved foranstaltninger, som vil medføre en uforholdsmæssig stor byrde, bør forstås foranstaltninger, som vil pålægge en erhvervsdrivende en yderligere uforholdsmæssig stor organisatorisk eller økonomisk byrde, under hensyn til de sandsynlige resulterende fordele for personer med handicap i overensstemmelse med de kriterier, der er fastsat i dette direktiv. Der bør defineres kriterier på grundlag af disse betragtninger med henblik på at gøre det muligt for både erhvervsdrivende og relevante myndigheder at sammenligne forskellige situationer og vurdere på en systematisk måde, om der foreligger en uforholdsmæssig stor byrde. Kun rimelige grunde bør tages i betragtning ved en vurdering af, i hvilket omfang tilgængelighedskravene ikke kan opfyldes, fordi de vil medføre en uforholdsmæssig stor byrde. Manglende prioritering, tid eller viden bør ikke betragtes som rimelige grunde.

Questions about Tilgængelighedsdirektivet betragtning 66? Ask — answers come only from the text, with every claim marked.