Tilgængelighedsdirektivet betragtning 11
Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 3 Direktiv (EU) 2019/882, CELEX 32019L0882
Det overordnede mål med Kommissionens meddelelse af 6. maj 2015»strategien for et digitalt indre marked i EU« er at opnå bæredygtige økonomiske og sociale fordele på grundlag af et forbundet digitalt indre marked og dermed lette handelen og styrke beskæftigelsen i Unionen. I Unionen drager forbrugerne endnu ikke fuldt ud fordel af de priser og det udvalg, som det indre marked kan tilbyde, fordi omfanget af grænseoverskridende onlinetransaktioner stadig er meget begrænset. Fragmenteringen begrænser også efterspørgslen efter e-handelstransaktioner på tværs af grænserne. Der er endvidere behov for en samordnet indsats for at sikre, at elektronisk indhold, elektroniske kommunikationstjenester og adgang til audiovisuelle medietjenester er fuldt tilgængeligt for personer med handicap. Det er derfor nødvendigt at harmonisere tilgængelighedskravene i det digitale indre marked og sikre, at alle Unionens borgere uanset deres kvalifikationer kan udnytte fordelene.