Plantesundhedsforordningen artikel 95
Dansk sprogudgave pr. 2026-10-28 tier 2 Forordning (EU) 2016/2031, konsolideret tekst pr. 06.07.2026, CELEX 02016R2031-20260706
Ugyldiggørelse og fjernelse af plantepas
stk. 1 En professionel operatør, der har kontrol med en handelsenhed af planter, planteprodukter eller andre objekter, skal ugyldiggøre plantepasset og om muligt fjerne det fra denne handelsenhed, hvis operatøren får kendskab til, at kravene i artikel 83-87, artikel 89, artikel 90, artikel 93 eller artikel 94 ikke er opfyldt. Uden at det berører anmeldelsespligten i artikel 14, skal den pågældende professionelle operatør underrette den kompetente myndighed, under hvis kompetence operatøren driver virksomhed.
stk. 2 Hvis den professionelle operatør ikke overholder bestemmelserne i stk. 1, ugyldiggør den kompetente myndighed plantepasset og fjerner det om muligt fra den pågældende handelsenhed.
stk. 3 Når stk. 1 og 2 finder anvendelse, skal den pågældende professionelle operatør opbevare det ugyldiggjorte plantepas eller indholdet heraf i mindst tre år. Opbevaringen kan tage form af lagring af de oplysninger, der er indeholdt i det ugyldiggjorte plantepas, i en elektronisk database, forudsat at dette omfatter oplysningerne i den sporbarhedsstregkode, det hologram, den chip eller den anden databærer, som måtte supplere sporbarhedskoden, jf. bilag VII, og en erklæring om ugyldiggørelsen.
stk. 4 Når stk. 1 og 2 finder anvendelse, skal den pågældende professionelle operatør underrette den godkendte operatør eller den kompetente myndighed, som har udstedt det ugyldiggjorte plantepas, herom.
stk. 5 Medlemsstaterne underretter via det elektroniske anmeldelsessystem, som er omhandlet i artikel 103, Kommissionen og de øvrige medlemsstater, når et plantepas er blevet fjernet og ugyldiggjort i henhold til denne artikels stk. 2.