Plantesundhedsforordningen artikel 91
Dansk sprogudgave pr. 2026-10-28 tier 2 Forordning (EU) 2016/2031, konsolideret tekst pr. 06.07.2026, CELEX 02016R2031-20260706
Risikostyringsplaner vedrørende skadegørere
stk. 1 Godkendte operatører kan have indført risikostyringsplaner vedrørende skadegørere. Den kompetente myndighed godkender de pågældende planer, hvis de opfylder alle følgende betingelser: a) De fastsætter passende foranstaltninger for de pågældende operatører, så de kan opfylde forpligtelserne i artikel 90, stk. 1. b) De opfylder kravene i denne artikels stk. 2. Godkendte operatører, der gennemfører en godkendt risikostyringsplan vedrørende skadegørere, kan underkastes mindre hyppige inspektioner, jf. artikel 22, stk. 3, litra b), i forordning (EU) 2017/625.
stk. 2 Risikostyringsplaner vedrørende skadegørere skal i det omfang, det er relevant, i form af vejledninger om operative standardprocedurer mindst omfatte: a) de oplysninger, der kræves i henhold til artikel 66, stk. 2, vedrørende registrering af den godkendte operatør b) de oplysninger, der kræves i henhold til artikel 69, stk. 4, og artikel 70, stk. 1, om sporbarhed af planter, planteprodukter og andre objekter c) en beskrivelse af den godkendte operatørs produktionsproces og dennes aktiviteter hvad angår flytning og salg af planter, planteprodukter og andre objekter d) en analyse af de kritiske punkter og faser omhandlet i artikel 90, stk. 1, og de foranstaltninger, der er truffet af den godkendte operatør for at begrænse de skadegørerrisici, der er forbundet med disse kritiske punkter og faser e) de gældende procedurer og foranstaltninger i tilfælde af mistanke om eller konstatering af karantæneskadegørere, registrering af disse tilfælde af mistanke eller konstatering og registrering af, hvilke foranstaltninger der er truffet f) roller og ansvar for det personale, der er involveret i de anmeldelser, der er omhandlet i artikel 14, de undersøgelser, der er omhandlet i artikel 87, stk. 1, udstedelse af plantepas i henhold til artikel 84, stk. 1, artikel 93, stk. 1 og 2, og artikel 94 samt anbringelse af plantepas i henhold til artikel 88, og g) uddannelse af det personale, der er omhandlet i dette stykkes litra f).
stk. 3 Hvis den kompetente myndighed får kendskab til, at den pågældende professionelle operatør ikke anvender foranstaltningerne i stk. 1, første afsnit, litra a), eller at en risikostyringsplan vedrørende skadegørere ikke længere er ajourført med kravene i stk. 1, første afsnit, litra b), træffer denne myndighed straks de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at den manglende opfyldelse af de pågældende betingelser ikke fortsætter. Disse foranstaltninger kan omfatte inddragelse af godkendelsen af den pågældende plan. Hvis den kompetente myndighed har truffet foranstaltninger i medfør af første afsnit, bortset fra inddragelse af godkendelsen af planen, og den manglende opfyldelse fortsætter, inddrager myndigheden omgående godkendelsen.