Plantesundhedsforordningen artikel 64
Dansk sprogudgave pr. 2026-10-28 tier 2 Forordning (EU) 2016/2031, konsolideret tekst pr. 06.07.2026, CELEX 02016R2031-20260706
Frigivelse af planter, planteprodukter og andre objekter fra karantænestationer og indeslutningsfaciliteter
stk. 1 Planter, planteprodukter og andre objekter må kun forlade karantænestationer og indeslutningsfaciliteter efter tilladelse fra de kompetente myndigheder, hvis det er bekræftet, at de er frie for EU-karantæneskadegørere og skadegørere, der er omfattet af foranstaltninger vedtaget i henhold til artikel 30, stk. 1, eller i givet fald beskyttet zone-karantæneskadegørere.
stk. 2 Den kompetente myndighed kan tillade flytning af planter, planteprodukter og andre objekter, der er angrebet af en EU-karantæneskadegører eller en skadegører, der er omfattet af foranstaltninger vedtaget i henhold til artikel 30, stk. 1, fra en karantænestation eller indeslutningsfacilitet til en anden karantænestation eller indeslutningsfacilitet, hvis flytningen er berettiget af officielle testmæssige eller videnskabelige grunde og foregår på de betingelser, der er fastsat af den kompetente myndighed.
stk. 3 Kommissionen kan ved hjælp af gennemførelsesretsakter fastsætte specifikke regler vedrørende frigivelse af planter, planteprodukter og andre objekter fra karantænestationer og indeslutningsfaciliteter og, hvis det er relevant, krav til mærkning i forbindelse med frigivelsen eller den i stk. 2 omhandlede flytning. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 107, stk. 2.